200 millioner kroner.

Så stor en kapitalindsprøjtning har Danmarks største rejseselskab Spies fået af sin ejer for at komme igennem den nuværende coronakrise.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

Det er det danske moderselskab bag Spies, der har fået tilført de 200 millioner kroner af ejeren Nordic Leisure Travel Group, som den norske milliardær Petter Stordalen og to kapitalfonde står bag.

Til Finans fortæller den nye administrerende direktør i det danske moderselskab bag Spies, Per Knudsen, at det har været nødvendigt at tilføre rejseselskabet de mange penge på grund af særligt to ting:

For det første tabte selskabet et kontant tilgodehavende hos den tidligere ejer, Thomas Cook Plc, der nu er konkursramt.

Og for det andet ramte coronakrisen.

»Kapitaltilførslen til Spies er således for at forberede selskabet på et mere normaliseret rejsemarked i Danmark, når vaccineplanerne er udrullet her senere på foråret. Vores ejere tror 100 procent på vores virksomhed, så vi ser lys for enden af tunnelen,« skriver Per Knudsen i en mail til Finans.