Der er ingen tvivl om, at Jim Lyngvild og Ghita Nørby er gode venner. Men nu fortæller det umage par, at de også sover sammen.

»Ghita havde sovet hjemme hos mig, og klokken otte om morgenen kom der rengøringsfolk og smed os ud af sengen. Og så sad Ghita der. Og så tænkte jeg: Du er da en vølve, og du skal da ud i en grusgrav. Og så sagde Ghita ja,« siger Jim Lyngvild til B.T.

Ghita forklarer, at Jim sagde, at hun var en 'værre vølve.'

Jim Lyngvild har netop åbnet udstillingen ’Vølver, gud og guder’ på Køge Museum, hvor han blandt andet har portrætteret Ghita Nørby, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, Szhirley, Julie Bertelsen og en række andre kendte danske ansigter som vølver.

Ghita Nørby foran sit vølvebillede på Køge Museum.
Ghita Nørby foran sit vølvebillede på Køge Museum. Foto: Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

En vølve er en mytologisk figur i den nordiske religion.

Ghita Nørby og Jim Lyngvild lavede i 2019 og 2020 to sæsoner af DR-serien ’Jim & Ghita på nye eventyr’. Og måske kommer der mere fjernsyn med dem i fremtiden.

»Det ved vi ikke, det kan godt være,« siger Ghita, mens Jim forklarer, hvorfor de lavede programmerne.

»Ghita og jeg sagde faktisk kun ja til de programmer, fordi vi følte, at vi havde noget at give videre. Man skal kun gøre noget, hvis man føler, man kan bidrage med noget,« siger han og uddyber:

»Og det kan være, der kommer nogle nye emner. Men lige nu hygger vi os bare.«

Jim Lyngvild og Ghita Nørby var sammen på Køge Museum ved åbningen af Jims udstilling.
Jim Lyngvild og Ghita Nørby var sammen på Køge Museum ved åbningen af Jims udstilling. Foto: Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Da B.T spørger om, hvor ofte de ses som venner, bliver Ghita Nørby lettere irriteret.

»Det ved jeg ikke. Hvornår ser du dine venner. Sådan et spørgsmål kan man jo ikke svare på,« mener Ghita.

Jim Lyngvild forsøger at gyde olie på vandene:

»Jeg har lige været hos Ghita og spise aftensmad. Så når der er mulighed for det,« lyder det fra Lyngvild.

Udstillingen på Køge Museum kommer også til at køre i 2022.