Den 40-årige TV 2 News-vært Gertrud Højlund har aldrig fået børn.

Det faktum bliver af og til kommenteret mere eller mindre heldigt, og forleden delte hun en af de mindre heldige kommentarer på sin Instagram. Men hun havde ikke forudset den overvældende genklang, hendes opslag vakte, og de mange reaktioner, det affødte.

»Det var virkelig en øjenåbner for mig, for når nogen fortæller, at de er så forelskede og har det så godt, så har jeg også selv rubriceret det som small talk at spørge, om de ikke snart skal have nogle børn,« fortæller Gertrud Højlund til B.T.

»Men det kan være et meget, meget svært spørgsmål for folk, fordi der kan være alle mulige forskellige grunde - både fysiske og psykologiske.«

For Gertrud Højlund er det dog personligt »ikke nødvendigvis et særligt kildent spørgsmål«, hvorfor hun ingen børn har - snarere er det et ligegyldigt spørgsmål.

»Jeg har ikke sådan et eller andet traume eller en sygdomshistorik i det. Jeg har bare ikke børn, jeg kan ikke sige mere om det. 'Derfor går jeg ikke til fodbold' - altså ting er, som de er, hvad fanden skal jeg sige,« forklarer tv-journalisten med et grin.

Tværtimod er hun ret godt tilfreds med den situation, hun står i nu som barnløs singlekvinde.

»Jeg elsker de børn, der er i min familie. Men jeg er også glad for, at der ikke er et barn derhjemme, der venter på mig lige nu. Jeg kan høre min overbo og min underbo, det larmer ret meget med de der børn. Jeg er 40 år gammel og har vænnet mig til, at der er fred og ro og orden og ikke nogen, der har spildt på gulvet i min lejlighed, medmindre det er gået lidt vildt for sig,« siger Gertrud Højlund og griner.

For den frihed sætter hun pris på.

»Der er også masser af kvinder, der får børn selv, og det kan jeg jo super godt forstå - det skal man gøre, hvis man længes efter det - men jeg tænker, at så kan jeg så mange andre ting og få lov til så mange andre ting med mit liv. Og det har jeg det egentligt fint nok med!« slutter tv-værten.

Andre læser også