For nylig blev der delt et paparazzi-billede af skuespillerinde Lena Dunham, der kommer gående iført nattøj og med en stok i hånden.
Nu afslører hun baggrunden det - for skuespillerinden - noget særegne look. Og nej, det er ikke et kostume, understreger hun.
'Jeg kunne vælge at blive flov over disse paparazzi-billeder. Jeg mener: Det var formentligt derfor, der var nogen, der publicerede dem i første omgang. Men det er jeg virkelig ikke,' skriver hun indledende i et Instagram-opslag og fortsætter:
'Jeg kunne også lyve og sige, at det var et tidligt Halloween-look. Forstår du: Jeg er klædt ud som en kvindelig svindler, der netop er blevet løsladt efter mordet på min ægtemand, og nu forsøger jeg at få adgang til et handicap-parkeringskort.'
Men det er altså ikke tilfældet.
Sagen er, at den 33-årige skuespillerinde, som også er hjernen bag HBO-serien 'Girls', lider af Ehlers Danlos-syndrom. En bindevævssygdom, der rammer én ud af 10.000, og som blandt andet gør hud og muskler skrøbelige.
'I årevis nægtede jeg at gøre noget, der ville gøre min fysiske tilværelse lettere. Jeg insisterede på, at 'tingene ville blive mærkelige', hvis jeg begyndte at gå med stok,' skriver hun i opslaget, der fortsætter:
'Men det er så meget mindre mærkeligt end at kunne deltage (i ting, red.) fremfor at ligge i sengen dagen lang.'

I opslaget italesætter hun også den løse kjole, hun er iført på billedet. For ja, det er en natkjole. Men som hun også forklarer:
'Jeg skulle gå lidt over en meter til bilen, der skulle køre mig til lægen, og jeg ville gerne have det behageligt.'
Lena Dunham er den seneste i rækken af stjerner, der fortæller om livet med Ehlers Danlos-syndrom.
For en lille måned siden stod sangerinden Sia frem og fortalte om de kroniske smerter, hun har på grund af sygdommen. I samme forbindelse fortalte skuespillerinde Jameela Jamil fra tv-serien 'The Good Place', at også hun er Ehlers Danlos-patient.