Over for sin kommende søn vil Bubber ikke lægge skjul på, at det bestemt ikke var hans plan at få ham i en alder af 55 år.

»Der er jeg ikke sart,« siger tv-værten i sin nye podcast 'Gammelfar', som handler om netop tv-værtens bekymringer ved at sætte et barn i verden i en sen alder.

En dag skal sønnen have hele historien om sin kaotiske start på livet. Men den skal selvfølgelig fortælles på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt, understreger Bubber.

»Det er klart, at lige præcis det her med, at jeg ikke havde planlagt at være far igen, den vil da gøre ondt at fortælle ham. Så skal man veje sine ord og passe på, hvordan jeg siger det. Men generelt, så er al historie, om den er god eller dårlig...,« starter han.

»Med tid kan man gøre det humoristisk. Med tiden kan det sagtens gå hen og blive en rigtig god historie. Og det gør det her også. Jeg kommer ikke til at holde noget skjult.«

Historien er, at Bubber i november fortalte pressen, at han skulle skilles fra sin kone gennem 28 år og samtidig ventede barn med en ny kvinde.

En kvinde, som – skulle det senere vise sig – havde været en ven af familien i flere år og desuden fungeret som barnepige for Bubbers tre børn, der i dag er voksne.

I podcasten understreger Bubber, at kvinden, Signe Rossing, ikke var et sidespring. Han og ekskonen havde igen kæmpet for ægteskabet. Men denne gang gik det ikke.

Graviditeten var til gengæld ikke planlagt. Og selvom Bubber ikke har ønsket at gå i detaljer med sit forhold til barnets mor, så har han kort bekræftet, at de i dag danner par og vil gå igennem graviditeten som et par.

Noget tyder dog på, det ikke har været det nemmeste at nå hertil. I hvert fald fortæller Bubber i podcasten:

»Hold nu op en blæst og nogle snakke og tumult, den baby heldigvis ikke har været vidne til. Og så kommer der en skabning midt i corona-peaket. Altså, jeg mener bare, hvad sker der her?,« siger han.

»Men jeg kan godt love for, jeg kommer til at stå med den baby, som om det var det første barn i verden nogensinde. For det, der skal skabes mellem mig og ham, det er jo kun noget, der foregår os to imellem. Og det er derfor, det er så unikt og fantastisk.«