Det har ikke været pæne historier, som er kommet frem om arbejdsforholdene på 'The Ellen DeGeneres Show'.

Noget, der også giver ridser i lakken på det image, som den 62-årige komiker, der lægger navn til showet, har brugt mange år på at bygge op.

Det siger en ekspert i branding, som ikke lægger fingre imellem, når han skal prøve at beskrive den skade, der er sket, skriver Fox news.

»Autenticitet er alt i forhold til kendis-brands, og de her historier, der siver ud, sønderriver hendes troværdighed og ødelægger hendes mulighed for at repræsentere høj moral,« lyder det fra Eric Schiffer, der er formand for Reputation Management Consultants, et pr- og kommunikationsbureau.

Ellen DeGeneres og hendes kone, Portia de Rossi.
Ellen DeGeneres og hendes kone, Portia de Rossi. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

»Det er selvmord for et kendis-brand,« forsætter han.

Efter den seneste runde af beskyldninger kom frem, var der tre producere ude at undskylde.

Det skete, efter 10 tidligere ansatte og en nuværende ansat fortalte om mobning, forskelsbehandling og racisme på showet.

Noget, som de tre producere i en officiel melding til Buzzfeed, som bragte artiklen med anklagerne, kommenterede på.

'Vi er i sandhed knuste over og kede af at få at vide, at bare én person har haft en negativ oplevelse. Det er ikke dem, vi er, og ikke dem, vi stræber efter at være. Og det er ikke den mission, Ellen har lagt for os,' lød det i et brev til internetmediet.

Det er dog ikke godt nok, lyder det fra eksperten.

Hvis Ellen DeGeneres vil genskabe sit image, så skal hun også tage ansvar, uanset om skylden er størst hos producerne, som var dem, der var mål for de værste beskyldninger fra de 11 tidligere og nuværende ansatte.

I interviewet med Buzzfeed var der flere af de anonyme anklagere, som eftersøgte mere engagement fra stjernen, så ansatte ikke står alene med problemerne.

Eksperten Eric Schiffer siger, at det er 'manglende karakter', at Ellen DeGeneres lader sine producere stå for skud.

Tidligere har tv-værten også selv været anklaget for at være svær at arbejde sammen med. Det var stjernens tidligere bodyguard, som åbnede op om sin tidligere arbejdsgiver, som han kaldte kold og nedgørende.