Ellen Degeneres er lidt ligesom Medusa – man må ikke se hende direkte i øjnene. Eller hvad?

På det seneste er det væltet ned med beskyldninger mod den ellers så populære tv-vært. Én af disse lød, at ansatte fik besked på, at de ikke måtte se på hende – og da slet ikke tale til hende.

Mandag tog værten, der har sit eget talkshow, så tyren ved hornene og italesatte over et virtuelt medarbejdermøde, at de mange beskyldninger om fjendtligt arbejdsmiljø havde knust hendes hjerte.

I samme omgang kom hun ind på den – med hendes ord – »sindssyge regel« om øjenkontakt.

»Jeg aner ikke, hvor det er startet. Vær søde at tale til mig. Se mig i øjnene,.

»Det er skørt. Overhovedet ikke sandt. Jeg aner ikke, hvordan det er startet. Det er ikke sådan, jeg er,« sagde hun ifølge PageSix.

Forklaring og undskyldning til trods er sagen om fjendtligt arbejdsmiljø endnu ikke et lukket kapitel hos produktionsselskabet WarnerMedia, der står bag 'The Ellen Degeneres Show'.

Her er man ved at efterforske sagen, der omhandler både mobning, racisme og sexchikane, til bunds.

Foreløbigt er tre topproducere blevet fyret på baggrund af den interne undersøgelse. Det er da også netop dem i producerstolen, der har fået den hårdeste kritik med på vejen.

Således var det, da 11 tidligere og nuværende ansatte i juli gik sammen og berettede om de ringe arbejdsforhold, at sagen begyndte at rulle.

Dengang var den eneste kritik af Ellen Degeneres, at hun burde have været mere involveret og have set det, der foregik.