'Jeg fik en af mine ansatte til at græde som en baby under dagens show. Helt ærligt, det føltes godt.'

Sådan skrev Ellen Degeneres 5. juni 2009 på Twitter, og nu er det 11 år gamle tweet gået viralt.

Ellen Degeneres' ord taler nemlig lige ind i den skandale, der lige nu hærger hendes person og produktionen af hendes program.

Beskyldninger om mobning, racisme og sexchikane er den seneste måned fløjet om hovedet på den ellers så populære tv-vært og producerne.

Og set i den kontekst kan det ellers forældede tweet jo nærmest ikke komme bag på nogen.

'Det her er grunden til, at dit show bliver skrottet. Og det gør mig helt ærligt glad,' skriver en bruger på Twitter, hvor det gamle opslag nu er gået viralt.

Flere er sikre på, at netop dette tweet vil fælde hende. At det er beviset på, at hun er en ondskabsfuld chef.

Andre maner til besindighed. Henviser til, at tweetet er gammelt og er skrevet i en kontekst.

Tweetet er nemlig blot en henvisning til noget, der skete i 'The Ellen DeGeneres Show' netop den dag i 2009.

Her overraskede Ellen Degeneres nemlig en ansat ved navn Jeannie Klisiewicz med et gavekort til at luksuskrydstogt i Caribien.

Den ansatte blev så rørt, at hun begyndte at græde.

Tweetet var altså en beretning om en lykkelig historie og ikke blot endnu et eksempel på det ringe arbejdsmiljø, som tv-værten og hendes producere af nuværende såvel som tidligere ansatte beskyldes for at stå bag.

For nuværende har tre topproducere mistet deres job i kølvandet på skandalen.