Owen Wilson er en af Hollywoods største skuespillere.

Men selvom man er rig og berømt, kan man stadig ramme bunden. Det gjorde Owen Wilson i 2007, da han forsøgte at begå selvmord.

Skuespilleren har aldrig for alvor talt ud om, hvad der fik ham derud, men i et nyt, stort interview med Esquire sætter han nu nogle få ord på det.

Og som en sand skuespiller bruger han film til at illustrere, hvordan det føltes.

»Nogen gange virker det, som om livet bliver spillet af Gene Hackman i 'Hoosier'. Hårdt, men fair. Han kommer til at kræve meget, men hvis man spiller som et hold og gør sit job ordentligt, ordner det hele sig. Det er en god følelse. Tingene giver mening,« forklarer Wilson i en mail, før han forklarer, hvordan det føles, når livet ikke er godt.

»Men nogen gange føles livet, som om det bliver spillet af Tom Hardy i 'The Revenant', en mareridtsagtig fyr, der prøver at dræbe dig, og selv når du føler, du er ovenpå, vil han stadig være der til det sidste og hviske dig i øret, at de gode tider fra din fortid aldrig kommer tilbage. Eller noget i den stil. Og når livet bliver spillet af sådan en fyr, må man bare holde fast og vente på, at det går over.«

Han fortæller også, at det var storebroren Andrew Wilson, der hjalp ham med at komme tilbage på benene i tiden efter selvmordsforsøget.

Andrew Wilson flyttede midlertidig ind hos filmstjernen. De stod op sammen hver morgen, og hver dag skrev Andrew Wilson små skemaer, der gjorde dagen mere håndgribelig for Owen Wilson, indtil livet, først langt senere, igen føltes godt, fortæller han.

Owen Wilson med hans brødre Andrew (i midten) og Luke (til venstre).
Owen Wilson med hans brødre Andrew (i midten) og Luke (til venstre). ROBYN BECK

Udover dette var Owen Wilson i en periode indlagt på hospitalet St. Johns Health Center, hvor han blev behandlet for en depression.

Owen Wilson har haft en lang filmkarriere, der har budt på roller i blandt andet Woody Allen- og Wes Anderson-film.

Sidstnævnte skrev han også manuskriptet til filmen 'The Royal Tenenbaums' sammen med, hvilket indkasserede dem en Oscar-nominering for bedste originale manuskript.

Her tabte de dog til 'Gosford Park'.

I 2021 er Owen Wilson nok en gang aktuel i en Wes Anderson-film – nemlig 'The French Dispatch'.