Det omdiskuterede mediestunt har nu fået negative konsekvenser for YouTuber og sanger Albert Dyrlund.

B.T. kunne i sidste uge fortælle, hvordan det unge mediefænomen Albert Dyrlund havde vakt stor vrede hos en række danske forældre ved at opføre sig psykotisk og voldsomt på sine sociale medier i ugerne op til sin nye single.

»Jeg syntes, Albert er langt over grænsen. Han er pinlig, og jeg er sikker på, at han har ødelagt det for sig selv,« lød det fra en mor, Camilla Sølverblad, som B.T. talte med.

Og nu tyder noget på, at hun fik delvist ret.

I hvert fald er Albert Dyrlund blevet tvunget til at rette ind og fjerne sin nye sang 'Vafler' fra repertoiret, når han i næste weekend skal optræde på Otterup Kræmmermaked.

Det skriver arrangørerme på Facebook.

'Da vi har fået utallige henvendelser med bekymringer om Albert Dyrlunds helbred, føler vi os nødsaget til at skrive denne besked,' indleder Otterup Kræmmermarked opslaget.

'Efter tæt kontakt med Albert Dyrlunds booker, kan vi fortælle at Albert har det godt og at hans seneste videoer, posts og billeder på de sociale medier afspejler et mediestunt i forbindelse med hans nye video samt et forsøg på at henvende sig til et publikum på 15+ år.'

Den nye video, der altså skulle henvende sig til teenagerne, er til sangen 'Vafler', som Albert Dyrlund bl.a. har lavet med realitystjernen Sidney Lee.

Her hopper den 20-årige YouTuber rundt i underbukser og lilla mavebluse og synger om en piges vafler (bryster, red.) der går op og ned, mens en veldrejet kvinde i bh illustrerer sangteksten.

I ugerne op til udgivelsen skrev han på Instagram, at 'han ikke havde det så godt', klippede håret af, stak fingeren ind i en hundelort og hoppede psykotisk rundt i en bil.

Men sin nye, skræmmende persona bliver han altså nødt til at lægge på hylden, når han skal optræde på Otterup Kræmmermaked.

Albert Dyrlunds nye frisure.
Albert Dyrlunds nye frisure. Foto: Instagram
Vis mere

'Når Albert Dyrlund kommer på Otterup Kræmmermarked, vil han optræde med sit gamle show, som naturligvis stadigvæk er børnevenligt og passende for alle aldre, akkurat som han plejer.'

Albert Dyrlund har tidligere udgivet de mere sobre sangen 'Emoji', 'Ulla' og 'Hellerup-dreng', og havde sidste år hovedrollen i børnefilmen 'Team Albert'.

'Det vil også være muligt at møde Albert Dyrlund efter hans show, hvor han vil skrive autografer og tage selfies med sine fans,' skriver Otterup Kræmmermarked på Facebook, inden de henvender sig til forældrene:

'Vi kan garantere, at der ikke er nogen grund til bekymring, og at I naturligvis sagtens stadigvæk kan tage jeres børn med op og se Albert Dyrlund.'

B.T. har tidligere talt om 'Vafler'-videoen med børnepsykolog John Halse, som advarer mod at bruge ironi og sarkasme overfor mindre børn, der kan have svært ved at skelne mellem fiktion og virkelighed.

»Det kan gå to veje. Enten reagerer Albert Dyrlunds unge følgere sundt og synes, han er en idiot og finder et nyt idol,« siger han og fortsætter:

»Eller også bliver de meget bekymrede og kede af det, og så er det vigtigt, at de har nogen, de kan snakke med det om og lære, at man ikke skal knytte sig så tæt til et idol, som man jo ikke kender i virkeligheden.«

Noget tyder dog på, at mediestuntet har været positivt. I hvert fald er 'Vafler' efter en uge på Spotify endt som nummer tre på musiktjenestens danske top 50-liste.