For 14 dage siden kunne en glad Mai Manniche afsløre, at hun havde fået en ny kæreste.

Efter 1½ år, hvor hun havde nægtet at søge lykken på datingmarkedet, havde hendes veninder tvunget hende til at oprette en profil på den internationale datingapp Raya, der matcher de kendte og kreative, og hvor navne som Sharon Stone, Channing Tatum, Demi Lovato og danske Nicklas Bendtner tidligere har afsløret, at de har haft en profil.

Udover at Mai Manniches nye flamme var dansk – nærmere bestemt fra Jylland – ville hun for 14 dage siden kun afsløre følgende om sin nye kæreste:

»Han er meget privat, og vi har kun set hinanden i to måneder. Jeg er meget glad, men vi skal lige se tiden an, mens vi prøver det af,« sagde hun.

Den 37-årige smykkedesigner, Mai Manniche, er single igen.
Den 37-årige smykkedesigner, Mai Manniche, er single igen. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Men det gik ikke, og nu er forholdet datid, fortæller smykkedesigneren til Se og Hør.

Måske har det været for svært at finde et fælles fodslag mellem ønsket om jysk privatliv og det offentlige liv, som den 37-årige smykkedesigner lever i København.

I hvert fald er Mai Manniche eget bud på, hvorfor forholdet brast følgende:

»Det kan være en stor mundfuld for manden at håndtere den opmærksomhed, når vi er ude – specielt i starten af et forhold,« siger hun til Se og Hør.

Egentlig ville hun for 14 dage siden have ventet med at sige noget om det nye forhold, til de var lidt mere sikre på hinanden. Men hendes følgere på Instagram havde lugtet lunten, fortalte hun dengang til B.T., og derfor ændrede hun sin status på Facebook til 'I forhold'.

»Mine følgere er for kloge. Jeg deler ikke private ting på min profil, men jeg må nok have skrevet et eller andet anderledes … for de havde lugtet lunten,« siger hun.

Dengang var hun glad for, at hun hurtigt havde fået bid.

»Jeg var ude på et par dates, men frygtede, jeg skulle på 30 dates. Jeg har før prøvet Tinder, hvor man får 10.000 likes på en dag – dét kunne jeg slet ikke overskue,« sagde hun, der nu igen beskriver sig som 'single' på Facebook.