Det blev kaldt et af det 20. århundredes største og vigtigste interviews. Et scoop, der alene i England blev set af 23 millioner mennesker. Men nu – 25 år senere – skal historien skrives om. Meget mod bagmandens vilje.

»At antyde, at jeg alene er ansvarlig, er urimeligt og unfair,« siger han selv, manden bag scoopet. Martin Bashir. Ham, som i en rapport er blevet anklaget for ‘bedragerisk opførsel’. Ham, som nu indirekte anklages for at være skyld i prinsesse Dianas død.

For 25 år siden kunne Martin Bashir nærmest gå på vandet, da det lykkedes ham at få et interview i stand med folkets prinsesse.

Han var den pakistanske indvandrerdreng, knægten fra den trøstesløse London-bydel Wandsworth, hvis fighterånd havde grobund i en stærk personlig historie.

Takket være interviewet med prinsesse Diana blev Martin Bashir en stjerne i eget navn og arbejdede i en årrække for de store amerikanske tv-stationer.
Takket være interviewet med prinsesse Diana blev Martin Bashir en stjerne i eget navn og arbejdede i en årrække for de store amerikanske tv-stationer. Foto: Fred Prouser
Vis mere

Martin Bashirs bror Tommy led nemlig af muskeldystrofi og blev med årene mere og svag og svækket, indtil han i 1991 døde af sygdommen.

»Når man har været vidne til det, føler man, at man ikke kan tillade sig at sige nej til de muligheder, der byder sig,« som han har sagt om sin drivkraft, der altså udsprang af broderens sygdom.

Det var journalistikken, der drev ham. Og efter at have ernæret sig som freelance sportsjournalist i et par år, lykkedes det i 1986 Martin Bashir i en alder af blot 23 år at få sparket døren ind til det hæderkronede BBC.

Snart blev han fast knyttet tv-stationens endnu mere hæderkronede program for undersøgende journalistik, 'Panorama'. Et program, der ‘afslører sandheden om væsentlige historier’. Og det var til dét, at han i 1995 fik prinsesse Diana til at medvirke.

»Vi var tre i det ægteskab. Det var lidt tætpakket,« lød en af de mange chokerende udtalelser i interviewet, hvor Martin Bashir med en god portion empati og dybtfølt forståelse lirkede prinsessen op og dermed åbnede porten ind til en betændt og næsten ondskabsfuld royal verden.

Fra Panorama dokumentaren, hvor Martin Bashir interviewer prinsesse Diana.
Fra Panorama dokumentaren, hvor Martin Bashir interviewer prinsesse Diana. Foto: -
Vis mere

Med ét åbnedes porten også for Martin Bashir. Fra at være relativt ukendt blev han pludselig en stjerne, som alle ville interviewes af.

Fire år senere blev han headhuntet af den konkurrerende ITV, hvor han i 2003 stod bag endnu et scoop med dokumentaren ‘Living with Michael Jackson’. Derefter stod amerikanske tv-stationer som ABC og NBC på spring, og i 2016 vendte han så tilbage til England og BBC. Med et imponerende cv.

Men nu er 58-årige Martin Bashirs stjerne brændt ud. Beskyldt for at have brugt ufine metoder til at få sit scoop.

Beskyldt for bevidst at have spillet på prinsesse Dianas frygt for, at hun blev overvåget af Secret Service, og for at have fremstillet og brugt falske kontoudtog over for hendes bror, Charles Spencer, for at få adgang til Diana. Hvilket Martin Bashir har vedkendt sig.

Siden BBC for kort tid siden offentliggjorde deres rapport om sagen, har 58-årige Martin Bashir nærmest været i flyverskjul. Men i et stort interview med Sunday Times, tager han for første gang bladet fra munden.

»Jeg ønskede aldrig at skade Diana. Og mener heller ikke, at jeg gjorde det,« siger han og insisterer på, at prinsesse Diana selv havde et stort ønske om at tale ud. Give igen ovenpå det interview, hendes eksmand havde givet året før.

»Alt var, præcis som hun ønskede det. Fra hvornår paladset skulle informeres om det, til hvornår det blev sendt, til selve indholdet,« understreger Martin Bashir i interviewet, hvor han også igen og igen refererer til, hvor gode venner han og hans familie var med hende. Hvordan prinsesse Diana besøgte hans kone på hospitalet, samme dag som hun fødte parrets tredje barn. Hvordan de var inviteret med til fødselsdag.

»Vi var venner. Min familie og jeg elskede hende,« siger han og holder sig ikke for fin til at skyde tilbage på prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, som har været en af de største kritikere af Bashir og hans metoder.

Sådan så forsiderne ud dagen efter, at prinsesse Diana havde talt ud til Martin Bashir.
Sådan så forsiderne ud dagen efter, at prinsesse Diana havde talt ud til Martin Bashir. Foto: JOHNNY EGGITT
Vis mere

»Hendes forhold til ham var meget anstrengt. Kort efter at vi mødtes første gang, bad hun mig om ikke at have kontakt til ham. Hun stolede ikke på ham,« understreger han i interviewet og vedstår, at han i sin ungdoms kådhed begik dumme fejl. Som at få fremstillet falske kontoudtog.

»Jeg håber, at jeg ,siden jeg vendte tilbage til BBC, har bevist, at jeg har en højere integritet,« siger han om dét, han ønsker som sit eftermæle.

Men holder det ved?

»Man kan ikke tillade sig at sige nej til de muligheder, der byder sig,« sagde han en gang om sin drivkraft. Og det gjorde Martin Bashir så heller ikke.

Kilder: The Times, Sunday Times