»Det må jeg ikke sige. Det må jeg ikke sige. Det må jeg ikke sige,« havde Abdel Aziz Mahmoud tænkt, da han i 'Go' aften Live' i sidste uge skulle præsentere værterne på 'Danmark redder jord'.

Og så sagde han det alligevel.

»Godaften, mine kollegaer og gode venner, Mikkel Kryger og Pik Uldgaard.«

Ja, du læste rigtigt. Pik Uldgaard. Abdel Aziz Mahmoud tager sig i programmet til munden. Siger »ej, helt ærligt«. Lader ansigtet forsvinde ned i hånden. Gemmer sig lidt for kollegaen Puk Elgaard, der heldigvis afvæbner situationen:

»Du er ikke den første, Abdel, der har gjort det der,« siger hun og griner. Det samme gør Mikkel Kryger. Højlydt.

Episoden fandt sted under live-udsendelsen af 'Go' Aften Live' fredag. Mandag har 'Go'-redaktionen delt klippet med hjerneprutten på Instagram, hvor det lynhurtigt har høstet et utal af reaktioner.

Brugerne morer sig. Kalder klippet for »legendarisk«. Kvitterer med grinende emojis og minder om, at Abdel Aziz Mahmoud jo også bare er et menneske.

Andre bemærker, at Mikkel Krygers grin er elskværdigt. Manden bag fortalelsen er enig.

»Mikkel Krygers grin kommer helt nede fra tæerne. Det er helt fantastisk. Det havde været akavet, hvis der var blevet bomstille, mens hans grin er meget afvæbnende,« lyder det fra Abdel Aziz Mahmoud, da B.T. fanger ham over telefonen.

Han er glad for, at Puk Elgaard tog situationen med ophøjet ro. At hun kunne grine af det og komme med anekdoter, hvor andre havde gjort noget lignende.

»Af alle de ting, jeg ikke må kalde hende, så er det dét, der ryger ud. I situationen bliver det reddet af Puk, der griber den flot og griner med.«

»Jeg – af alle – ved, hvordan det er at få sit navn udtalt forkert, men her bliver det bare komisk,« siger han.

Han understreger, at han glæder sig over, at både Puk Elgaard og de seere, der nu har set klippet, møder det med et smil.

»Det er jeg simpelthen så glad for. Man kunne også frygte, at nogle ville tro, det var med vilje. Vi er ikke så loose i tonen om aftenen, så jeg kunne frygte, at folk troede, jeg gjorde det for at være morsom.«

»Det var bestemt ikke tilfældet. Her er simpelthen tale om en vært, der lægger sig fladt ned.«

Selvom Abdel Aziz Mahmoud altså ikke forsøgte at gøre sig morsom, var episoden ikke desto mindre »super sjov«, hvis man spørger kollegaen, der blev genstand for hans svipser.

I en SMS til B.T. skriver Puk Elgaard således:

»Når man laver live til, kan man nemt komme til at sige noget forkert. Det har vi allesammen prøvet. Det her var super sjovt.«

»Alt er godt, og Abdel og jeg har grinet meget af det. Jeg skrev til ham bagefter og spurgte, om han var ok. Det var ham.«