De var samlet om frokostbordet. Far og mor. Fire børn. Det var hyggeligt. Lige indtil han kiggede på sin far og stillede de spørgsmål, der for længe havde været fanget i hans krop. 'Hvad er det, vi er bange for? Hvad kan gå galt? I dit liv? I mit liv? Er det ikke tid?' spurgte han.
»Der blev bare helt stille ved bordet. Og så sagde min far 'jo, nu er det tid'.«
Når man hedder Abdel Aziz Mahmoud og blot var et år gammel, da familien måtte flygte fra krigen i Libanon til Danmark, er der i selv et blot 37 år langt liv nedslagspunkter nok, der kan kategoriseres som vendepunkter. Men ét overskygger dem alle.
»Det var et afgørende øjeblik. Et definerende øjeblik for mig,« siger den populære 'Go' aften Live'-vært om dagen for fem år siden, hvor han fik sin fars velsignelse til at springe ud offentligt, kunne lægge årtiers maske på hylden og være den, han er. Være et helt menneske.
Abdel Aziz Mahmoud. Homoseksuel og muslim.
I dag er han lykkeligt gift med sin Andreas. Ni år har parret været sammen. Men vejen dertil har været lang og snublestenene mange, mens han kæmpede en ihærdig kamp for at blive optaget i det danske fællesskab. Så ihærdig, at han skammede sig over sine forældre.
»I dag skammer jeg mig nærmest over, at jeg skammede mig,« siger Abdel Aziz Mahmoud og tilføjer så:
»Men hvorfor føler et barn, at hans hjem, mad, sprog og udseende ikke er noget værd, ikke er noget, man kan være stolt af? Hvor har han det fra?«
»Jeg kan godt forstå, at mange har lyst til at stille spørgsmålstegn ved og udfordre dem, der kom hertil, og det synes jeg fortsat, at vi skal. Men den eneste måde, man rykker folk som mig og min familie på, er jo ikke ved at pege fingre ad os, men ved at inkludere os i samtalen. Ellers bygger vi ring om os selv, lukker døren og ruller gardinet ned,« siger Abdel Aziz Mahmoud, som har gjort det til sin mærkesag at oplyse og inspirere andre. Både når det handler om seksualitet og etnicitet.
Hvor meget man kan flytte ved at inkludere, oplevede han i teenageårene, hvor han fik en ny start, da familien bosatte sig i Ølstykke. Selvtilliden tikkede ind på kontoen. Han var populær, en del af fællesskabet.
»Dér opdagede jeg virkelig, hvilke privilegier man har, når folk godt gider dig. Men jeg lærte også, hvor vigtigt det er at bruge det til at hjælpe andre. At du ikke mister noget selv ved at gøre det.«
Studenterhuen og optagelsen på Danmarks Journalisthøjskole kom samtidig. Derfra buldrede karrieren derudad. Og udefra så alt lovende ud.
Men indeni blev det sværere og sværere at være Abdel Aziz Mahmoud. For at være homoseksuel og muslim var sprængfarligt. Og at kæresten hed Andreas og kom fra en religiøs kristen familie, gjorde ikke livet nemmere.
De havde mødt hinanden ved en fødselsdag. Interessen blev vakt ved første blik.
»Men vi snakkede ikke så meget sammen. Jeg troede faktisk, at han var straight, for han sad bare og var lidt arrogant. Så jeg tænkte, at der ikke var så meget at komme efter her. Men det var åbenbart hans lidt klodsede og kiksede måde at være hard-to-get,« griner Abdel Aziz Mahmoud, som senere mødte sin udkårne igen via en datingapp. Og siden har de været sammen.
I første ombæring blev dog kun de nærmeste venner indviet i hemmeligheden. Så familien.
»Jeg havde lige skrevet min bog ('Hvor taler du flot dansk!', red.) om kulturkløfterne og de sjove ting, der opstår dér, som godt kunne være lidt træls.«
»Men én ting, jeg ikke havde fortalt, var netop historien om min homoseksualitet. Fordi jeg havde lovet min far ikke at gøre det i offentligheden.«
En splint af fortidens smerte sidder stadig i de brune øjne. For løftet havde ikke lettet åget på hans skuldre.
»Jeg har spillet skuespil, jeg har ikke kunnet slappe helt af. Jeg har kigget mig over skulderen. Tænkt 'bliver jeg afsløret om lidt?',« fortæller Abdel Aziz Mahmoud, som husker, hvordan frygten gennemsyrede alt, hvad han foretog sig.
»Det var alt fra min gestik til min måde at være på, hvilken musik jeg godt kunne lide at høre. I alting var jeg bange for at kunne afsløre noget, som helst skulle være gemt væk,« siger han om angsten for at røbe, hvem og hvad han var.
Nu vidste han, at nogle medier var på nippet til at skrive historien. Hvad enten han medvirkede eller ej. Bekymringerne skyllede ind over ham.
Derfor greb han ind i hyggen ved frokostbordet. Stillede de spørgsmål, der trængte sig på. Følte for første gang en pligt over for sig selv.
»Jeg skyldte mig selv at kunne trække vejret dybt uden at gå på listefødder, uden at være bange.«
»Så da min far svarede 'jo, nu er det tid', hulkede vi bare alle sammen af lettelse og krammede hinanden,« siger han. Stadig helt rørt ved mindet om dagen, hvor det blev muligt for ham og Andreas at ses sammen og dele deres kærlighed i det offentlige rum og i medierne.
»Andreas er den største idealist, den klogeste person og virkelig inspirerende. Og så rykker han mig og støtter mig på de helt rigtige tidspunkter. Hvis der er en, der griber dig, kan resten være lige meget.«
Abdel Aziz Mahmoud smiler. Kærligheden stråler ud af øjnene.
»Ni år har vi været sammen,« siger han. Indrømmer – på spørgsmålet om de drømmer om at få børn – at mulighederne er mange. Næsten for mange.
»Når det nu ikke kan lade sig gøre af naturlige årsager, så kræver det, at andre mennesker skal være involveret. Så skal jeg være ærlig, ved jeg det ikke.«
»Men jeg ved, at jeg ikke er helt super til andres børn, hvorimod Andreas er sådan én, som altid straks bliver spurgt, om han vil holde babyen. Og når han er færdig, spørger de ikke mig. Er det ikke sindssygt?« griner han.
»De er virkelig bange for, at jeg taber barnet eller holder det omvendt.«
At han i dag kan fortælle og grine ad sit liv med ægtemanden, er dog ikke noget, Abdel Aziz Mahmoud tager for givet. Og siden han sprang ud offentligt, har han da også brugt sin kendis-position som talerør. Både over for muslimer og danskere.
»At kunne være sig selv. At kunne trække vejret. Ikke at spille noget. Simpelthen bare være. Det er en lettelse og befrielse, som kom til mig meget sent. Men som jeg slet ikke tager for givet.«
»For der er stadig mange, der lever i ganske almindelige danske hjem uden i provinsen, som går med det i mange år og ikke ved, hvad de skal gøre.«
»Identitet skal ikke være noget, man gemmer væk. Det er det fuldstændig basale i ikke at skulle passe ind i en kasse, hvor andres fordomme hæmmer dig, som jeg gerne vil udfordre.«
