Det er ikke kun helbredet, som coronavirussen påvirker for tiden. Den kan også sætte en stopper for mange gode stunder.
For skuespiller Thue Ersted Rasmussen betyder den forhadte virus, at han må sige farvel til rollen som Eskel i Netflix-serien 'The Witcher'.
Optagelserne er nemlig blevet udskudt grundet virussens hærgen, og det betyder, at Thue Ersted Rasmussen tilsyneladende ikke skal være med fremover
Det skriver han på Instagram:

'Desværre grundet flytning (af optagelserne, red.) som følge af Covid-19, skal jeg ikke spille Eskel i The Witcher,' skriver skuespilleren og fortsætter:
'Det er hjerteskærende selvfølgelig, men jeg føler mig mest glad og taknemmelig for de dage, som jeg fik lov at tilbringe på optagelserne tidligere på året,' skriver han uden at gå i dybden med, hvorfor det er, at han ikke kan være med i fortsættelsen af serien.
Det er Netflix, der producerer serien, der var temmelig populær, da første sæson blev sendt.
Det vides endnu ikke, om der skal findes en anden skuespiller til at spille Eskel.
Optagelserne blev dog allerede udsat for problemer i foråret, da en af skuespillerne blev bekræftet smittet med corona. Dengang meldte man, at optagelserne blev udskudt med mindst to uger.
The Witcher handler om en monsterjæger, der kæmper for at finde sin plads i verden. Serien er baseret på bøger af samme navn skrevet af den polske forfatter Andrzej Sakowski.
Thue Ersted Rasmussen er i øvrigt ikke eneste danske islæt i serien. Dansk filmverdens sværvægter Lars Mikkelsen er også med. Han spiller rollen som skurken Stregobor, der er en troldmand og illusionist.