Der er langt fra den tungsindige præst Johannes i 'Herrens veje' til den magtfulde troldmand Stregobor, som indfanger unge kvinder for at udføre eksperimenter på dem. Men det er ikke desto mindre en distance, som Lars Mikkelsen nu spurter ud i.

Den danske skuespiller har nemlig netop landet endnu en stor international rolle. Denne gang i Netflix' kommende serie 'The Witcher'.

Nyheden blev offentliggjort på Lars Mikkelsens fanside på Facebook og er bekræftet på filmsitet imdb.com, hvoraf det fremgår, at den 54-årige filmstjerne medvirker i alle otte afsnit af seriens første sæson.

Det er ikke første gang, at streamingtjenesten har bud efter Lars Mikkelsen. I Netflix' prisvindende serie 'House of Cards' har han gennem flere sæsoner spillet den russiske præsident Petrov. Og høstet fantastiske anmeldelser for sin præstation.

I serien 'The Witcher', som er baseret på en række fantasynoveller og bøger af den polske forfatter Andrzej Sapkowski, skal Lars Mikkelsen spille over for selveste 'Superman'.

Hovedrollen som monsterjægeren Geralt varetages nemlig af Henry Cavill, som i de seneste to film i serien har spillet Clark Kent/Superman, ligesom han også spillede Tom Cruises makker i den nye 'Mission Impossible'.

Fantasynovellerne bag serien har adskillige år på bagen og har lige så længe været kult i hjemlandet og en række øvrige østlande.

Men siden de for omkring 10 år siden udkom som computerspil, er interessen for 'The Witcher' gået amok, og spillene er solgt i mere end 33 millioner eksemplarer.

Sådan ser troldmanden Stregobor ud i videospillet.
Sådan ser troldmanden Stregobor ud i videospillet. Foto: Atari
Vis mere

Lige siden Netflix sidste forår annoncerede, at de havde planer om en tv-serie, har der da også været spekuleret i, hvem der skulle spille de vigtige roller. Og ironisk nok var Lars Mikkelsens lillebror Mads i mange afstemninger fansenes favorit til at spille hovedrollen som Geralt. Men nu blev det altså Lars Mikkelsen, der endte på rollelisten.

Foreløbig har de mange fans taget godt imod nyheden om, at Lars Mikkelsen skal udfylde rollen som den onde troldmand Stregobor. Ifølge udenlandske medier er optagelserne til serien gået i gang.