Thue Ersted Rasmussen. Thue hvem? Thue 'ham der spiller over for Charlize Theron, Vin Diesel og Cardi B i den næste 'Fast & Furious'-film'.

Den 34-årige nordjyske skuespiller, der for tiden kan opleves i tv-serierne 'Sygeplejskolen' og 'Sunday', har fået hul igennem til udlandet og står altså på rollelisten til den niende 'Fast & Furious'-film 'F9', der efter årets corona-udskydelse forventes at få premiere til foråret.

Tidligere på året skulle han også have medvirket i Netflix-serien 'The Witcher' med 'Superman'-stjernen Henry Cavill, men der kom corona-krisen desværre i vejen.

Da B.T. mødte Thue Ersted Rasmussen ved TV 2's pressemøde forud for den tredje sæson af 'Sygeplejeskolen', fortalte han lidt om sit møde med Hollywood, og hvordan han egentlig frygter at blive et alt for kendt ansigt.

Thue Ersted Rasmussen (tv.) i 'Sygeplejeskolen' – her med Jens Jørn Spottag og Anette Støvelbæk.
Thue Ersted Rasmussen (tv.) i 'Sygeplejeskolen' – her med Jens Jørn Spottag og Anette Støvelbæk.
Vis mere

Du har nu lavet tre sæsoner af 'Sygeplejeskolen'. Hvad er det sjoveste ved at spille en 'goofy' læge?

»Han er meget goofy, ja, og det er nok netop det. Han er jo en klovn. Han kommer til at sige nogle idiotiske ting, men man hepper også lidt på ham, håber jeg. Det kan jeg godt lide ved ham. Og jo længere vi er kommet ind i serien, har forfatterne også givet mig mere at arbejde med.«

Du er aktuel med 'Sunday' (Melvin Kakoozas serie, der sendes på Xee) og 'Sygeplejeskolen'. Har du kunnet mærke, at du for tiden er med i ting, der kommer bredt ud?

»Jeg har jo snart været uddannet i 10 år, og jeg er glad for, at jeg har haft tid til at udvikle den ballast, der skal til. For jeg kan godt lide min anonymitet. Det er selvfølgelig dejligt, når der kommer fans over og siger, de kan lide det, man laver, men jeg kan jo også have dage, hvor jeg ikke har overskud til at blive genkendt, og jeg frygter da lidt den dag, hvis det sker, at jeg ikke kan 'gemme mig' på samme måde som nu.«

Så er det da 'farligt' også at lave job i udlandet og blive endnu mere eksponeret?

»Ja, det er det, men der er jo også mange måder at holde den ballast på. Hvor meget man deler og giver af sin personlighed osv. Det er en balance, man skal finde. Jeg har en film, der kommer ud i maj, der formodentlig giver en hel del publicity

Du mener 'F9'?

»Ja, og det er jeg nervøs for. Den skulle have været ude i april, men så kom corona, og derfor er den udsat til næste år.«

Charlize Theron og Vin Diesel ved premieren på den forrige 'Fast & Fuious'-fiilm i 2017.
Charlize Theron og Vin Diesel ved premieren på den forrige 'Fast & Fuious'-fiilm i 2017. Foto: MAURIZIO GAMBARINI
Vis mere

Hvordan kom du med i den film? Det er jo nogle store navne, du har været ovre og lege med...

»Ja, det er det. Jeg har en agent i England og en i Los Angeles og prøvefilmer på forskellige roller. Efterhånden hvis man gør et godt indtryk, bliver man tilbudt lidt federe roller, og så var jeg heldig at få den her, hvor jeg har optaget både i Europa og i USA. Det var en stor fornøjelse og også fedt så at komme tilbage til Danmark og føle, at jeg har kunnet tage noget med begge veje.«

Det er noget af en kontrast at gå fra 'F9' til 'Sygeplejeskolen'.

»Det er en kæmpe kontrast. Derfor er det også vidunderligt at komme tilbage til Danmark, hvor der er en meget flad struktur, og vi alle kender hinanden godt.«

Du var jo også uheldig at misse din rolle i 'The Witcher'. Hvad var det, der skete?

»Det var meningen, at vi skulle have været færdig med at optage for længe siden. Vi var godt i gang, og så kom den her udskydelse. Jeg vidste ikke, hvornår det ville komme op at køre igen, og det er jo et kæmpe maskineri. Jeg havde en masse andre job booket, så da det kom ud, at nu skulle de i gang igen, så kunne jeg ikke få det til at passe ind.«

Den britiske skuespiller Henry Cavill har hovedrollen i Netflix-serien 'The Witcher'.
Den britiske skuespiller Henry Cavill har hovedrollen i Netflix-serien 'The Witcher'. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

Han forklarer videre:

»Før corona kunne man jo også flyve hurtigt frem og tilbage for at lave en optagelse, men det kan man jo ikke nu, så det var svært at få til at gå op. Vi prøvede, og de var helt vildt søde, og der er ikke noget ondt blod, det kunne bare ikke lade sig gøre. Nu glæder jeg mig bare til at se det. Der er så mange mennesker, der har mistet meget mere, så jeg føler mig privilegeret og har meget andet at være taknemmelig for.«

Tredje sæson af 'Sygeplejeskolen' har premiere på TV 2 Charlie 1. november.