»Som nogle af jer nok har lagt mærke til, har jeg aflyst en del koncerter. Jeg har faktisk aflyst alle koncerter resten af året.«

Sådan indlederen rapperen Sulka et længere opslag på sin Instagram-profil, hvor hun annoncerer, at hun trækker stikket fra musikken for en periode.

Det gør hun, fordi hun har brug for en pause fra musikbranchen, som hun beskylder for at være 'sexistisk, grænseoverskridende og kønsdiskriminerende'.

»Det ærgrer mig at meddele, at grænseoverskridende adfærd fra mandlige kollegaer har været et af de mest præsente tematikker i hele mit forløb,« skriver den 22-årige rapper, som udsendte sit debutalbum, Epoker, i maj 2020.

Den danske rapper Sulka trækker stikket.
Den danske rapper Sulka trækker stikket. Foto: THOMAS RUNGSTRØM
Vis mere

Rapperen med det borgerlige navn Alma Holm skriver videre, at hun i sin forholdsvis korte tid i musikbranchen har givet sig selv skylden for sine oplevelser.

»Hver eneste fejlplacerede hånd på taljen eller lavere. Hver eneste knusende og upassende bemærkning. Hver eneste voldelige handling. Hver eneste alliancedannelse mellem dem, jeg troede, var mine nære venner og ham, som de udmærket godt ved, hvad gjorde,« skriver hun.

I opslaget fortæller Sulka også, at det er samtaler med andre kvindelige kollegaer i branchen, der har gjort, at hun nu har indset, at oplevelserne ikke har været hendes egen skyld.

Sulka har indtil nu været i gang med at arbejde på sit nye album, hvor hun vil fortælle om sine traumer, men nu er pladen altså sat på pause.

»Jeg har erfaret, at det ikke altid er terapeutisk at skrive musik om hårde følelser og trauma,« skriver hun og fortsætter:

»Det kan også være nedslidende. En tekst om de mest sårbare ting, der skal fremføres og genbesøges igen og igen, kan blive et mantra og nærmest selvopfyldende profeti.«

Hun påstår videre, at musikbranchen har et generelt problem, hvor mændene beskytter hinanden, når der bliver begået krænkelser.

Rapperen sætter ikke navne på de personer, som angiveligt har udsat hende for krænkelser og sexistisk adfærd. Det gør hun ikke, fordi hun hellere vil sætte fokus på det generelle problem, fortæller hun.

»Selvom jeg måske ville elske at navngive mange af de tragiske skæbner, der har udsat mig selv – og andre – for uacceptabelt shit, så vil jeg langt hellere dele dette for at støtte op om det store narrativ,« skriver hun og understreger, at hun kommer tilbage:

»Jeg er ikke besejret, men har brug for en pause. Jeg rejser mig igen, når jeg har samlet kræfter og igen fundet tilbage til det aller vigtigste: Kærligheden til musikken og glæden ved at lave den.«

B.T. har forsøgt at få en opfølgende kommentar fra Sulka, men hun er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Se hele hendes opslag på Instagram herunder: