»'Meget frustreret' kan ikke beskrive det. Frustrationen er enormt stor.«

Torben 'Træsko' Pedersen er revydirektør på Bakken, og han er ved at være godt træt af at vente på, at politikerne bliver enige om, hvordan den kommende genåbning for større arrangementer ser ud.

Forventningen var, at en ekspertvurdering af genåbningen for blandt andet teatre, spillesteder og biografer skulle ligge klar senest onsdag.

Den er nødvendig, for at man på politisk niveau kan beslutte, hvilke restriktioner for eksempel teatre skal være underlagt, når anden fase i genåbning træder i kraft 6. maj.

Torben Træsko Pedersen.
Torben Træsko Pedersen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»For så vidt angår øvrige store forsamlinger og arrangementer, noterer partierne sig, at ekspertgruppen om afholdelse af store forsamlinger og arrangementer forventes at afrapportere i begyndelsen af uge 16,« står der i afgørelsen for udmøntningen af genåbningen 21. april, der lå klar midt i april.

Det indbefatter blandt andet konferencer, spillesteder, teatre, biografer og lignende lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter.

Men planen er endnu ikke klar, og i Kulturministeriet kan man ikke svare på, hvornår den er færdig. Til B.T. lyder svaret, at man forventer, den er færdig, før ugen er omme.

Forsinkelsen er dårligt nyt for alle de kultursteder, der lige nu sidder frustrerede tilbage. De ved ikke, hvornår aftalen om genåbningen 6. maj ligger klar.

»Det er hamrende ærgerligt, at vi ikke ved, hvornår aftalen er klar. Åbningsdatoen kommer jo kun tættere på. Vi har is i maven, andet kan vi ikke have,« siger Torben 'Træsko' Pedersen.

Han fortæller, at man har solgt 115.000 billetter til den kommende 'Cirkusrevyen', der har premiere 7. maj. Altså dagen efter genåbningen.

»Vi vil gerne snart have noget fakta på bordet. Vi har jo en stor pukkel af billetter og gæster, som vi sidder tilbage med. Det er jo ude af vores hænder, men det er bestemt ikke sjovt at få en så sen udmelding,« siger han til B.T.

Brancheorganisationen Dansk Teater håber også, at der snart kommer svar på, hvilke gældende omstændigheder de danske teatre skal genåbne under. En talsperson fortæller, at man oplever stor utålmodighed.

Det er ikke muligt at klemme en forventet dato for ekspertgruppens vurdering ud af Kulturministeriet. Selvom man forventer, den ligger klar i denne uge, altså uge 16, så kan man ikke love noget. Samtidig er det ikke muligt for ministeriet at oplyse, hvor tæt ekspertgruppen er på at være færdig med vurderingen. De kan ikke sige noget, lyder svaret.

B.T. har desuden bedt om et interview med kulturminister Joy Mogensen. Vi vil gerne spørge hende, hvordan hun forholder sig til den store frustration i kulturlivet, og hvorfor vurderingen ikke ligger klar til det forventede tidspunkt.

»Vi siger nej tak til interview i denne omgang,« lyder svaret fra Kulturministeriet.

Dog har B.T. fået en skriftlig kommentar på mail fra kulturministeren.

»Rapporten fra ekspertgruppen er endnu ikke færdig, og der har været et behov for et ekstra møde i dag, torsdag. Det er vigtigt, at vi får en helt gennemarbejdet rapport, som afspejler de mange forskellige fagligheder i ekspertgruppen, og som kan være et godt grundlag for det videre arbejde. Jeg ser frem til at modtage rapporten meget snart.«

Tidligere har B.T. beskrevet, hvordan flere kulturordførere på Christiansborg mener, at Kulturministeriet ikke er gode nok til at presse på for at få en hurtigere vurdering fra den ekspertgruppe, man fortsat afventer en vurdering fra. Den artikel kan du læse her.