Dansen om Super League – eller snarere dødsdansen – om en ny fodboldturnering er slut. For nuværende.

De mange fans, politikere og medier fik i fællesskab skudt projektet sønder og sammen, inden det lettede. Alle jubler lige nu og vejrer morgenluft i forhold til flere forandringer.

Det var forbløffende, at bagmændene bag de 12 storhold havde ideen, planerne og de juridiske overvejelser klar til gennemførelse, men slet ikke tænkte på opbakning til ideen. Det var enkelt for medierne at portrættere holdenes udenlandske ejere som de 'kapitalistiske svin' overfor 'de ærlige fodboldfans'. De internationale fodboldforbund havde let ved at få opbakning til at smide de 12 hold ud af deres nationale ligaer, Champions League og blokere de bedste spillere til det kommende EM – blandt andet i København.

De stærke ejere havde åbenbart slet ikke forudset det og måtte slippe taget i turneringen hurtigt. Forbløffende hurtigt.

Og måske er den idé heller ikke helt død. Bagmanden, Real Madrids præsident, Florentino Pérez, var den eneste, der havde mod og mandshjerte nok til at stå frem og forsvare ideen. Han siger, at ideen blot er lagt til side til andre og bedre tider.

Demonstrationerne dør ud, som kampene i de nationale ligaer bliver spillet, og Champions League går i gang igen. De vilde protesterende fans retter igen blikket mod grønsværen. Men tilbage er stadig de strukturelle problemer i fodboldens verden. De forsvandt ikke med Super League.

Det er pengenes verden, og det er kun blevet tydeligere med årene. Grådigheden er intakt på alle niveauer, og derfor skal pengene jo findes et eller andet sted.

De gigantiske summer, som spillere og deres agenter modtager, er fra en anden verden, så det er ikke unaturligt, at ejerne gerne vil sikre sig en virksomhed med mere stabilitet og overskud.

I dag er de store klubber ejet af afsindigt rige enkeltpersoner, som enten er russiske oligarker, amerikanske rigmænd, arabiske oliesheiker eller investeringsfirmaer, der ser en god forretning. Ejerne er måske nok sportsinteresserede, men de vil hellere tjene penge. Om lidt kommer de kinesiske rigmænd for alvor på banen, de vil også hellere sikre sig et overskud.

Det er uforståeligt for de amerikanske ejere, der lige nu sidder på United og Liverpool, at de ikke kan skabe en turnering, hvor underholdningen er i højsædet, men hvor den økonomiske risiko er fjernet. Derfor giver Super League, hvor en nedrykning er umulig, mening for dem. En turnering, hvor ejerne er sikre på en omsætning, som de derefter kan planlægge efter. Modellen var helt sikkert hentet i amerikanske NFL, hvor man sørger for alle hold i turneringen, men uden en økonomisk risiko.

Ejerne er stadig de samme, spillerne er de samme, og Uefas og Fifas ledelser er de samme. De ønsker alle, butikken kører rundt i højeste gear, for de får alle deres væsentlige del af kagen. Det er vanskeligt at drive en konkurrencedygtig fodboldklub uden en kæmpe pengetank og en kvik ledelse, der vil bruge den. Barcelona har eksempelvis en gæld på ni milliarder kroner, og de penge skal jo betales. Storklubben HSV i Hamburg er et eksempel på det modsatte. Klubben har i flere sæsoner kæmpet for livet. Den er ejet af fans, og det har ikke været en succes.

Herhjemme er fire til fem klubber til salg i vores version af Superligaen. Tidligere i år blev Sønderjyske solgt til amerikanske ejere. Esbjerg (fra 1. division) er lige blevet solgt. Klubberne i Danmark ønsker nye ejere, for det er usikkert at drive en fodboldforretning, hvor selv det mindste talent koster mere, end Allan Simonsen tjente i hele sin karriere.

Super League døde, men griskheden er intakt alle andre steder i fodboldens verden. Der skal meget store forandringer til, hvis de mange fans og kommentatorer skal høres og have spillet tilbage, som de kræver. Det er svært at se, hvordan det skal ske, og hvem der skal presse det igennem.

Pengene dominerer, og sådan vil det fortsætte. Desværre, kan man sige.

Men de fleste fans vil også gerne se de bedste spillere i Europa. Super League døde – men pengene er stadig anfører.