Hverken spillesteder, teatre eller biografer er nævnt i genåbningsaftalen for 21. april. Og det er for sløvt, mener flere kulturordfører.

»Resultatet fra ekspertgruppen kommer for sent. De har ingen idé om, hvor mange de vil kunne lukke ind. Det er urimeligt og uacceptabelt. Det er så ærgerligt, at vi hele tiden ender i den situation på kulturområdet. Det bliver ikke prioriteret.«

Sådan lyder det fra Charlotte Broman, der er kulturordfører i SF.

Hun taler om den vurdering, en ekspertgruppe bestående af eksperter fra både sundheds- og kulturområdet er undervejs med, og som skal være med til at afgøre, under hvilke betingelser man kan genåbne blandt andet spillesteder, teatre eller biografer.

Charlotte Broman, kulturordfører i SF.
Charlotte Broman, kulturordfører i SF. Foto: Folketinget
Vis mere

Genåbningens dato er fastlagt, men forhandlingerne om omstændighederne kan ikke laves, før man i begyndelsen af næste uge – uge 16 – har en konkret vurdering.

Hun fortæller, at hun flere gange har presset på for at få en tidligere vurdering. Svaret fra Kulturministeriet har været vævende og uklart, beskriver hun.

»Det ville jo være super dejligt, hvis man kunne prioritere kulturlivet,« siger Charlotte Broman.

Når vurderingen ligger der, skal partierne nemlig igen til forhandlingsbordet, før man kan fremlægge en endelig åbningsplan for den del af kulturdanmark. Altså ser tidslinjen således ud:

  • Begyndelsen af uge 16: En vurdering af, hvordan man forsvarligt kan genåbne kultursteder som teatre, spillesteder og biografer, ligger klar.
  • Dernæst skal partierne på baggrund af vurderingen blive enige om en genåbningsplan.
  • 6. maj: Kultursteder som teatre, spillesteder og biografer genåbner (indtil videre under ukendte omstændigheder)

Kim Valentin, kulturordfører i Venstre.
Kim Valentin, kulturordfører i Venstre. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Kulturministeriet er for langsomme. Der var nogle vurderinger og tal, der skulle være leveret,« siger Venstres kulturordfører, Kim Valentin, og fortsætter:

»Vi skal selvfølgelig være sikre på, at der bliver genåbnet på forsvarlig vis. Det skal være sikkert, men vi taler også om folks frihed.«

Birgitte Bergman, kulturordfører for De Konservative, havde håbet på, at aftalen, der lå klar natten til fredag, havde lidt flere lempelser, end det endte med. Partiet har dog været glade for at kunne trække det i retning, hvor der åbnes mere.

Hun forklarer, at man håber at kunne bruge det man kalder Superliga-modellen, hvor folk opdeles i adskilte sektioner, har coronapas, og de fremmødte skal sidde med én meters afstand.

Birgitte Bergman, kulturordfører hos De Konservative.
Birgitte Bergman, kulturordfører hos De Konservative. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Socialdemokratiets kulturordfører ,Kasper Sand Kjær, forstår godt frustrationen.

»Når vi skal samle så mange mennesker til den type kulturarrangementer, så gælder nogle særlige forhold.«

»Folk kommer måske en halv time før, skal ind ad én og samme dør, står måske op, der samles flere,« siger han og forklarer, at der derfor er mange forhold, ekspertgruppen skal forholde sig til.

Han forklarer også, at en senere vurdering muligvis kan betyde, at restriktionerne for spillesteder, teatre og biografer kan lempes yderligere, end hvis vurderingen kom på et tidspunkt, hvor man ikke kunne se lige så langt ud i fremtiden.

Kasper Sand Kjær, kulturordfører hos Socialdemokratiet.
Kasper Sand Kjær, kulturordfører hos Socialdemokratiet. Foto: Pressefoto: DUF/Sara Galbiati
Vis mere

Kulturministeriet henviser til rammeaftalen, som partilederne indgik 22. marts, der siger:

»Inden hver fase iværksættes, laves en faglig vurdering af SSI af en sundhedsmæssigt forsvarlig yderligere udfasning af restriktioner.«

Fra Kulturministeriet, der understreger, at de ikke er ansvarlige for ekspertgruppen, lyder meldingen:

»Endelige retningslinjer kan først udmeldes, efter at partierne har aftalt det præcise indhold for den fase, der iværksættes.«