»Vi skal på luderbar, la la la la la.«

Sådan skråler sangeren Christopher igen og igen på en video, der er delt massevis af gange på sociale medier efter Danmarks EM-sejr over Wales lørdag.

Den 29-årige popstjerne havde taget turen til Amsterdam for at støtte de danske drenge, og den fik altså ikke for lidt.

Christopher delte selv løbende en række festlige stemningsvideoer fra kampen, men den omtalte 'luderbar'-video blev delt på andre store Instagram-konti – deriblandt Anders Hemmingsens og Morfar Fortæller.

(Se videoen lidt længere nede i artiklen)

På sidstnævntes profil er den i skrivende stund blevet set over 130.000 gange og har fået flere hundrede kommentarer.

Og der er en god årsag til, at netop denne video har fået så stor opmærksomhed, vurderer brandingeksperten Anthony Aconis.

»Ordet 'luder' og den aggressivitet, der er i videoen, hænger ikke sammen med den opfattelse, vi har haft af Christopher hidtil,« siger Anthony Aconis og påpeger, at sangeren gennem årene har gjort meget for at opbygge et image, der udstråler ordentlighed.

»Jeg ville ønske for ham, at han havde sunget noget andet end luder. Og det ville han nok også selv,« fortsætter han.

Ifølge Anthony Aconis er Christopher en af de danske kunstnere, som gennem tiden har gjort størst brug af sociale medier.

»Han er en, som virkelig har brugt meget af sig selv, så det her beviser lidt, at man er meget, meget sårbar, når man viser så meget af sin privatperson på sociale medier.«

Anthony Aconis tror dog ikke, at den opsigtsvækkende sangtekst vil få konsekvenser på lang sigt for den krølhårede sanglyriker, der har mange unge fans.

»Han er jo bare et menneske som alle andre, og så er han heldig med, at der lige nu er så stort et sammenhold og begejstring omkring landsholdet, at folk nok godt kan forstå, at han lader sig rive med,« siger han og fortsætter:

»Men der sidder nok nogle kvinder derude, som er lidt skuffede over, at han ikke kun er den der søde Christopher, for ordet luder er altså et temmelig markant ord at bruge.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra hovedpersonen selv, men han har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Ifølge Anthony Aconis er det spændende at se, om han overhovedet kommer til at sætte ord på sagen, eller om han kommer til at ignorere den væk.

»Christopher har om nogen brugt sine sociale medier til at iscenesætte en fortælling om sig selv, men det her er første gang, vi oplever en anden udgave af Christopher. En Christopher, der ikke er styret. Så det er ikke til at vide, hvordan han vil håndtere det.«