Så er der familieforøgelse på vej i Cardi B-familien.
Den 28-årige rapper er nemlig gravid med sit og gemalen Offsets andet barn.
Det afslørede parret, da de søndag optrådte til BET Awards.
Her dukkede Cardi B op i en yderst tætsiddende dragt, der gjorde det umuligt for hende at skjule babybulen.
Den amerikanske sangerinde har desuden bekræftet sin graviditet på Instagram, hvor hun viser mavsen frem.
Til billedet har hun skrevet '#2', hvilket er en hentydning til, at den kommende baby bliver parrets andet fælles barn.
De to har nemlig i forvejen datteren Kulture Kiari på snart tre år.
Offset har desuden to sønner på seks og 11 år fra tidligere forhold.

Cardi B og Offset blev gift i 2017.
Ægteskabet har dog ikke kun været en dans på roser. I efteråret 2020 søgte Cardi B i hvert fald om skilsmisse fra Offsett.
Bruddet holdt dog ikke længe, da de to fandt sammen igen allerede en måned efter og derfor trak skilsmisseanmodningen tilbage.
»Det er hårdt ikke at snakke med sin bedste ven. Og det er hårdt ikke at have en pik,« sagde Cardi B efterfølgende om den aflyste skilsmisse til TMZ.