Hun er kun 18 år gammel, men har allerede smadret adskillige rekorder med sin debutsingle, 'Drivers License'.
Og nu kan Olivia Rodrigo så også prale med at have tiltrukket sig ingen andre end den 56-årige rockmusiker Courtney Loves opmærksomhed.
Godt nok ikke for noget positivt, men sådan er der jo så meget …
Historien begyndte i sidste uge.
Her delte Olivia Rodrigo et pr-foto for sin kommende koncertfilm 'Sour Prom' på sociale medier.
På billedet er den unge popstjerne iført en tiara og holder en buket blomster i hænderne, alt imens hendes makeup løber ned ad kinderne på hende.
Men ifølge den tidligere Hole-forsanger minder billedet lige lovligt meget om coveret til bandets album 'Live Through This' fra 1994.
»Det er uforskammet at stjæle en original idé uden at spørge om lov,« skriver den garvede sangerinde på sociale medier.

Her har hun også delt et opslag af Olivia Rodrigos pr-foto på både Twitter, Facebook og Instagram.
»Find forskellene,« skriver Courtney Love, som desuden efterfølgende har uddybet sin kritik.
»Det var uforskammet af hende og Geffen (Rodrigos pladeselskab, red.) ikke at spørge mig eller Ellen von Unwerth (fotografen bag 'Hole'-coveret, red.). Det er sket hele min karriere, så jeg er ligeglad. Men manerer er manerer!«
Page Six har forsøgt at få en kommentar fra Olivia Rodrigo, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

Noget tyder dog på, at den unge sangerinde ikke helt har forstået, at hendes ældre kollega ikke sætter pris på kopieringen.
I hvert fald har har hun skrevet: 'Elsker dig og lever for det her' til et af Courtney Loves opslag, hvortil Love har svaret, at hun ser frem til at modtage blomster og et brev fra den unge stjerne.
Den 56-årige sangerinde sender samtidig også en lille stikpille afsted til Olivia Rodrigo, der har en fortid som skuespiller i filmene 'High School Musical':
»Lærer Disney-børn overhovedet at læse og skrive? Det må guderne vide …«
Til de interesserede kan det nævnes, at Olivia Rodrigos nye koncertfilm udkommer tirsdag på YouTube.