Den verdensberømte filminstruktør Christopher Nolan har igangsat et decideret angreb på filmgiganten Warner Bros.
Angrebet vækker i den grad opsigt, fordi Warner Bros er det filmstudie, som Christopher Nolan har benyttet til en lang række af sine storfilm såsom 'The Dark Night', 'Interstellar' og senest 'Tenet'.
Ifølge Hollywood Reporter skyldes Christopher Nolans utilfredshed, at filmgiganten har valgt, at en række kommende Hollywoodfilm, der efter planen skal udkomme i 2021, vil blive tilgængelig på streamingtjenesten HBO Max samtidig med, at filmene bliver vist i biograferne i USA.
Det drejer sig blandt andet om filmene 'Dune', 'Matrix 4' og 'The Suicide Squad'.
Warner Bros har taget denne beslutning som følge af coronapandemien, men mange mener, at filmgiganten slet og ret skider på biografindustrien, som i forvejen bløder på grund af krisen.
En af dem, som mener dette, er altså Christopher Nolan, som har arbejdet sammen med Warner Bros siden 2002, hvor han stod bag filmen 'Insomnia'.
Den verdensberømte instruktør siger blandt andet til Hollywood Reporter, at han er »i chok« over Warners Bros beslutning, og han kalder endvidere HBO Max for »den værste streamingtjeneste på markedet.«
»Nogle af industriens bedste filmskabere og nogle af de største filmstjerner gik i seng og troede, at de arbejdede for det bedste filmstudie i verden, men vågnede op næste morgen for at finde ud af, at de i realiteten arbejder for den værste streamingtjeneste på markedet,« siger han til det amerikanske medie.
Christopher Nolan påpeger endvidere, at Warner Bros beslutning – ifølge ham – ikke giver mening økonomisk.
Til Entertainment Tonight uddyber han sin kritik og siger, at den slags storfilm bør opleves på storskærm i biografen i stedet for hjemme på fjernsynsskærmen. Han mener desuden, at Warner Bros ikke burde kunne tage den beslutning alene.
»Man bør ikke behandle filmskabere og stjerner, som har kæmpet for disse projekter, på den måde. De havde fortjent bedre og burde have haft en stemme omkring, hvad der skal ske med deres store arbejde.«
Warner Bros har ikke ønsket at kommentere Christopher Nolans kritik på nuværende tidspunkt.
HBO Max er en forholdsvis ny tjeneste hos HBO og er Warner Medias forsøg på at tage kampen op mod konkurrenter såsom Netflix og Disney+.
I USA har man automatisk fået HBO Max, hvis man har haft et HBO-abonnement. Tjenesten er endnu ikke kommet til Danmark, men det forventes, at den vil blive udrullet i Europa i 2021, hvor den vil udskifte den nuværende HBO Nordic.