Det er ikke mange gode nyheder, der er kommet ud af det britiske kongehus den seneste tid, men nu er der endelig lidt at varme sig på.
Dronning Elizabeths barnebarn Zara Tindall er gravid og venter sit tredje barn.
Sky News skriver, at det er hendes mand, Mike Tindall, der har afsløret det i podcasten 'The Good, The Bad & The Rugby':
»Det har været en god uge. Vi havde en lille scanning i sidste uge – en tredje Tindall er på vej,« siger den tidligere engelske landsholdsspiller i rugby, der i dag har giftet sig ind i den britiske kongefamilie.
Parret har været gift siden 2011, bor i den royale residens Gatcombe Park og har i forvejen to børn. Mia på seks år og Lena på to år.
Men familien kunne have været endnu større. Efter fødslen af Mia mistede de nemlig to børn under graviditeterne.
Den første gang var hun fire måneder henne, og mens det ikke er oplyst, hvor langt henne hun var anden gang, så er det noget, som hun har talt åbent om de senere år.
Men de svære perioder har også gjort, at de i dag venter lidt længere, før de åbner op om graviditeter, fortæller Mike Tindall.
Dronning Elizabeth har ifølge en talsmand fra Buckingham Palace allerede fået nyheden, og hun er efter sigende lykkelig.
Og hvornår forventes den lille ny så at komme til verden?
»Vi vil godt holde kortene tæt til kroppen,« siger han afslutningsvist.