Knap et år efter, at den tidligere baronesse Caroline Fleming og hendes milliardærkæreste Henrik Lind gik fra hinanden, har hun atter fundet kærligheden igen.
Det deler hun i et opslag på Instagram, hvor hun også afslører, hvem den nye kæreste er. Og han er ekspert i mange ting.
Det er nemlig de kendtes plastikkirurg Stig-Frederik Kølle, der har stjålet Caroline Flemings hjerte.
Plastikkirurgen, som blandt beskriver sig selv som 'perfektionist til fingerspidserne' på privathospitalets CeriX’s hjemmeside, er også kendt som doktor Kølle. Det har blandt andre 'forsidefruen' Janni Ree flere gange fortalt i interviews.

Ifølge Caroline Fleming kom kærligheden med doktor Kølle til hende efter en svær periode.
'Jeg ved, at 2023 har været et ulideligt svært og smertefuldt år for mange, herunder min egen familie, som mistede en af de nærmeste, alt for tidligt. Min kærlighed og bønner går til alle, især dem, hvis liv er blevet påvirket af hjertesorg og tab,' skriver Caroline Fleming i opslaget.
Her fortæller hun også, at 2023 var så 'specielt' et år for hende, at hun besluttede at trække stikket for en stund og fokusere på familien og arbejdsprojekter, der er tæt på hendes hjerte.
Hun glæder sig over, at hun fandt Frederik Kølle.
'Den største velsignelse i 2023 for min familie og jeg har været forøgelse af Frederik og hans tre vidunderlige unger, Philip, Viola og Nicholas. Jeg tæller mine heldige stjerner og føler mig meget taknemmelig for dette særlige møde,' skriver Caroline Fleming og ønsker alle masser af kærlighed.
Nyheden om Caroline Flemings nye kæresteforhold kommer lidt under et år efter, at hun i februar sidste år kunne fortælle, at hun ikke længere var kærester med den århusianske rigmand Henrik Lind, som hun ellers havde været kærester med i halvandet år.
Henrik Lind er kendt som værende en af Danmarks rigeste mænd og gjorde sig blandt andet bemærket i oktober, da han sluttede sig til kredsen af investorer, der vil redde det skrantende flyselskab SAS.
Der har gennem noget tid forlydt, at Caroline Fleming havde fået en ny kæreste, men det var først den 31. december, at hendes pr-agent Elisa Lykke bekræftede kærligheden med Frederik Kølle overfor Her & Nu.
»Jeg kan bekræfte, at Caroline og Frederik er kærester. Frederik blev på udramatisk vis skilt tidligere i år og de mødte hinanden tilfældigt efterfølgende og har været lykkelige sammen siden. Frederik er en af Danmarks førende plastikkirurger og arbejder i Hellerup. Parret har mange fælles venner og deler også, at de begge har tre børn fra tidligere, som alle er rigtig glade for hinanden,« fortalte Elisa Lykke til mediet.

Efterfølgende har Caroline Fleming altså valgt at lave et opslag på Instagram, hvor hun selv bekræfter sin nye kærlighed.
Frederik Kølle er specialist i mange ting som blandt andet fedttransplantationer til ansigtet, brystforstørrende operationer, fedtsugninger og fjernelse af slapt maveskind.
I fritiden kan han lide at gå på jagt, og så elsker han at tage ud og se sine børn dyrke sport, har han fortalt i et interview med CeriX.
Caroline Fleming har tidligere været ejer af familieslottet Valdemars Slot. Efter familiestridigheder ejes slottet dog nu af hendes lillesøster Louise Albinus.