En overraskende redningsplan for det skrantende flyselskab SAS er tirsdag aften blevet afsløret.

Men mest overraskende er det måske, at en kendt dansk rigmand har valgt at skyde knap en milliard kroner i projektet.

Det er nemlig Aarhus' næstrigeste mand, Henrik Lind, som har tjent en milliardformue på handel med energi, der nu vælger at gå ind i feltet af investorer, der har kastet en redningskrans til SAS.

»SAS gør betydelige fremskridt med sin transformationsplan SAS Forward, og vi ser store fremtidsmuligheder for selskabet. Vi er stolte af dette nye nødvendige, transformative skridt for SAS og ser frem til at støtte selskabet som ejere i fremtiden,« udtaler Henrik Lind i en pressemeddelelse, som SAS udsendte tirsdag aften.

Henrik Lind
Henrik Lind Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Lind har med selskabet Lind Invest investeret 1,2 milliarder svenske kroner i SAS svarende til cirka 770 millioner i danske kroner. Det er knap 9 procent af hans formue på 9,1 milliarder.

Han kommer derved til at eje 8,6 procent af aktierne i SAS. Derudover kommer France-KLM til at eje 19,9 procent, mens kapitalfonden Castlelake får hele 32 procent af aktierne. Den danske stat kommer til at eje 25,8 procent af aktierne.

Henrik Lind er de seneste år blevet et mere kendt navn. Dels grundet, at hans formue er blevet øget så meget, at han er kravlet op ad listen over Danmarks rigeste. Og dels fordi han en overgang var kærester med den kendte, tidligere baronesse Caroline Fleming.

I 2022 blev han placeret som nummer 20 på Økonomisk Ugebrevs liste over Danmarks 100 rigeste med en formue vurderet til 9,1 milliarder kroner.

Derv ar pressemøde i Stockholm tirsdag.
Derv ar pressemøde i Stockholm tirsdag. Foto: Christine Olsson/TT/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det er ikke dårligt af en mand, som startede sin karriere som bankelev. Først i Danske Bank og dernæst i Jyske Bank, hvor han havnede i råvareafdelingen. Det var her, at hans interesse for handel blev vakt.

I 2004 sagde han sit job op og stiftede energi handelsselskabet Danske Commodities, der handlede med el, gas og klimacertifikater. 

Det blev så god en forretning, at han i 2018 kunne kalde sig mangemilliardær, da han solgte sit livsværk til norske Equinor for omkring tre milliarder kroner.

Siden har Henrik Lind passet sine investeringer i aktier og ejendomme, og det har altså fået formuen til at svulme endnu mere. Blandt andet har han ejet 15-20 procent af Molslinjen, hvilket han dog solgte i 2020.

SAS er ind til videre sikret økonomisk.
SAS er ind til videre sikret økonomisk. Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Aarhusiansk fodbold nyder også godt af den lokale rigmand, der i 2014 var med til at redde AGF fra økonomiske problemer. Blandt andet hev han i 2019 250 millioner kroner op af egen lomme til at bygge et nyt stadion til AGF.

Mens Henrik Lind nu kan kalde sig storinvestor i SAS, så vil en lang række af de nuværende omkring 255.000 aktionærer i flyselskabet blive skubbet ud i kulden.

Deres aktier vil blive værdiløse, da de vil blive afnoteret og taget af børsen i både København, Stockholm og Oslo.

Det forklarede bestyrelsesformand for SAS, Carsten Dilling, tirsdag på et pressemøde:

»Når nye investorer kommer ind med så store beløb, er de mindre glade for at honorere eksisterende aktionærer,« fortalte han ifølge TV 2.

»Derfor har der været et ret konkret krav til afnotering,« forklarede han videre.

Ifølge Jakob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, går det hårdt ud over de nuværende aktionærer.

»Til gengæld bliver de eksisterende aktionærer de store tabere i det her og bliver efterladt med værdiløse aktier,« udtaler han til Ritzau

SAS-aktien blev tirsdag handlet til 21 øre.