'Det her sted. Med dig.'

Caroline Fleming deler lørdag i Bededagsferien en lille snas af sit kærlighedsliv på Instagram.

Sammen med kæresten er hun lige nu på den svenske ø Hven, der ligger i øresund mellem Sverige og Danmark.

På billedet kigger hun og kæresten Carsten Friis hinanden dybt i øjnene - kun adskilt af to hold solbriller.

Bag dem kan man skimte lidt af øen Hven, mens en skyfri blå himmel og et lige så blåt Øresund stjæler resten af baggrunden.

Efter længere tids rygter om Caroline Flemings nye kærlighed, offentliggjorde hun i starten af 2020, at hun nu dannede par med forretningsmanden Carsten Friis, som står bag skomærket Billi Bi.

Det gjorde hun 2. januar, da hun lagde et billede op af hende og Carsten Friis med armene om hinanden.

Sammen med billedet fulgte teksten: 'Og pludselig handlede alle kærlighedssangene om dig'.

Siden har man kunne følge parret på ski i Schweiz, spa i Sverige og kærestur til Paris via Carolines Flemings instagram.

Og nu nyder parret altså Bededagsferien på den lille svenske ø Hven.

Caroline Fleming bekendtgjorde sidste sommer, at hun ville flytte til Danmark efter mange år i London.

Hun fik sågar kongelig hjælp til at finde et hjem, for hun flyttede ind i prins Joachim og prinsesse Maries villa på Emiliekildevej i Klampenborg, da de rejste til Frankrig.