»Ikke det fjerneste.«
De tre ord var mere, end Cana Buttenschøn turde håbe på at høre, da hun torsdag var til kontrol på Rigshospitalet i forbindelse med sin kræftsygdom.
Men det var ikke desto mindre de ord, lægen kunne komme med, da den 35-årige influencer, forfatter og jordemoder spurgte, hvorvidt der var mere kræft tilbage i kroppen.
»'Ikke det fjerneste'. Hold kæft, hvor er det bare nogle pissefede ord,« skriver Cana Buttenschøn på Instagram, hvor hun har delt et billede af sig selv taget umiddelbart efter den gode nyhed.
Da Cana Buttenschøn i juni fødte sit tredje barn, datteren Titte, blev den uendelige lykke lynhurtigt erstattet af en dyb sorg, da man i forbindelse med fødslen fandt en kræftknude på 8 gange 10 centimeter i hendes underliv.
En knude på størrelse med et lille barnehoved, som Cana Buttenschøn beskriver den i et interview med Femina, hvor hun afslører, at hun var så sikker på at dø fra sin kæreste og nu tre børn, at hun fem dage efter fødslen hulkede og græd til sin kæreste, kokken Simon Thrane, at hvis han havde tænkt sig at fri til hende, måtte han gerne gøre det nu.
»Jeg var så bange for at dø, så jeg ville bare gerne have stadfæstet vores kærlighed. Jeg var klar til at gifte mig på stedet, for jeg skulle bare nå det!« siger hun til Femina og fortsætter:
»I starten græd jeg hele tiden og mest, når jeg oplevede noget dejligt. Når mine børn smilede, græd jeg. Når de legede med hinanden, græd jeg. Når jeg pludselig kom i tanker om, hvor smukt et træ uden for mit vindue var, så græd jeg. For alt det skulle jeg jo miste lige om lidt, troede jeg. Jeg græd over alle de dejlige ting i mit liv, for når man står i sådan en situation, så mærker man, hvor meget vidunderligt der foregår i ens liv.«
Og Simon Thrane, ja han endte da også med at gå på knæ et par dage senere.
'Nåmen øhm, der er forresten sket noget, jeg slet ikke har fået fortalt herinde,' skrev Cana Buttenschøn i den forbindelse på Instagram til et billede af forlovelsesringen.
Efter et opslidende behandlingsforløb kunne hun så i august fortælle, at den indvendige og udvendige strålebehandling kombineret med kemoterapi havde nået sin afslutning, og at lægerne mente, kræftbehandlingen nok skulle kunne gøre hende rask.
Og de viste sig altså at få ret. For der er ikke mere kræft tilbage. Ikke det fjerneste.
