Verdens mest sexede nulevende mand.

Ham kårer det amerikanske magasin People hvert år, og den anerkendte titel er nu blevet uddelt for 2021.

Den er nemlig gået til den 52-årige amerikanske skuespiller Paul Rudd, der foruden titlen også som traditionen byder pryder forsiden på magasinets novembernummer.

»Jeg kommer til at eje det her. Jeg kommer ikke til at være sådan 'Åh, jeg er så beskeden'. Jeg får lavet visitkort,« joker Paul Rudd i sit vinderinterview med People.

Paul Rudd pryder forsiden på magasinet People, som netop har kåret ham som verdens mest sexede nulevende mand 2021.
Paul Rudd pryder forsiden på magasinet People, som netop har kåret ham som verdens mest sexede nulevende mand 2021. ALEXEI HAY/PEOPLE

'Ant-Man'-skuespilleren indrømmer dog, at han ikke selv betragter sig som en værdig vinder, så i stedet laver han lidt sjov med hele situationen.

»Jeg håber, at jeg nu endelig bliver inviteret til nogle af de der sexede middage med Clooney og Pitt og B. Jordan. Og jeg regner med, at jeg skal på en del flere yachter. Jeg glæder mig til at udvide mit yachtliv,« joker han videre.

Kåringen foregik onsdag morgen dansk tid i det amerikanske talkshow 'The Late Show With Stephen Colbert'.

»Det er min udsøgte ære at være blevet valgt af de gode folk hos People til at være den officielle person til at annoncere dette års mest sexede nulevende mand, og det er ikke et ansvar, jeg tager let på,« startede tv-værten Stephen Colbert.

Paul Rudd er til undersøgelse på forskningsinstituttet for sexethed ved tv-værten Stephen Colbert, der er selvudnævnt 'sexethedsdommer', i The Late Show With Stephen Colbert'.
Paul Rudd er til undersøgelse på forskningsinstituttet for sexethed ved tv-værten Stephen Colbert, der er selvudnævnt 'sexethedsdommer', i The Late Show With Stephen Colbert'. SCOTT KOWALCHYK/CBS

Han tog nemlig Paul Rudd igennem en række humoristiske udfordringer for at teste, om han var værdig til titlen.

»Jeg lover højt og helligt, at jeg vil give de mest sexede svar, jeg kan, at være en mand og forblive levende,« aflægger Paul Rudd sin ed.

Eksempelvis skal den 52-årige skuespiller gennemføre et fotoshoot og ind på forskningsinstituttet for sexethed til nærmere undersøgelse.

»Jeg har lige fået resultaterne tilbage fra laboratoriet, og hør her. Der er ikke nogen nem måde at sige det på, men du har testet negativ for sexethed. Jeg beklager,« siger Stephen Colbert til Paul Rudd, der tager den nedslående nyhed med oprejst pande.

»Kan du selv se det, Paul? Det er ikke noget mere sexet end ydmyghed. Det var den sidste test, og du har bestået, Paul, du har bestået! Du er sexet! Paul, du er den mest sexede nulevende mand!« jubler tv-værten.

En sådan titel skal mange nok finde tiltalende, men Paul Rudd er altså en optaget herre.

Han har nemlig haft den samme kone gennem de sidste 18 år, nemlig den 53-årige skuespiller og producer Julie Yaeger.

Sammen har de fået to børn, den 12-årige datter Darby Rudd og den 17-årige søn Jack Sullivan Rudd.

Paul Rudd og konen Julie Yaeger til premiere på hans Marvel-film 'Ant-Man' i 2015.
Paul Rudd og konen Julie Yaeger til premiere på hans Marvel-film 'Ant-Man' i 2015. Kevork Djansezian

Sidste års vinder af den prestigefyldte titel som verdens mest sexede nulevende mand var den amerikanske skuespiller Michael B. Jordan.

Den første til at blive kåret var den amerikanske skuespiller Mel Gibson, der dermed startede den årlige tradition i 1985.