Camilla Plum har fået forbud mod at lave mad i køkkenet samt forbud mod at sælge fødevarer på Fuglebjerggaard. Det skyldes et besøg af Fødevarestyrelsen den 13. juni, som bestemt ikke var tilfredse med forholdene.
Ifølge sn.dk, som har læst Fødevarestyrelsens rapport, er der en lang række forhold, som ikke er i orden:
'Der var ikke rindende vand i en håndvask i køkkenet, hverken koldt eller varmt. Der var massiv forekomst af mug på bøtter med fødevarer i bunden af et køleskab. Samtlige døre til køkkenet, produktionslokalet og ’bageri’ stod åben under kontrolbesøget. Massiv forekomst af mug i vinduerne i køkkenet. Stor mængde vand og jord på gulvet i produktionskøkkenet. Ejer (Camilla Plum, red.) ryger i produktionslokalet under produktion af blandt andet salat og kogning af bønner, pakning af bønner og påbegyndt produktion af trifli. Gulvet fremstår i rå beton.'
Derudover er det ikke første gang, at Fuglebjerggaard har fået anmærkninger for overtrædelse af fødevarelovgivningen. Det er sket minimum tre gange før. Det skriver sn.dk
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Camilla Plum, men hun skriver i et skriftligt svar, at hun 'har udsendt de signaler, hun kunne overkomme'.
I stedet har hun dog forklaret hele situationen på sin hjemmeside.
Her skriver hun blandt andet, at hun har været stresset, og det har været grunden til, at hun ikke har fået fikset det ting, hun skulle:
'Jeg er helt klar over, at vi ikke havde efterlevet de krav, I (Fødevarestyrelsen, red.) havde stillet ved sidste besøg, om vand og gulvbehandling, ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi har haft vanvittigt travlt på grund af corona.'
Hun forklarer også, at hun ikke troede, at det var et problem med vand og jord på gulvet, og derudover skriver hun også, at køleskabet, hvor de mugne bøtter stod, var et privat køleskab, men skiltet med 'privat' blot var faldet af.
Hun erkender dog, at det delvis er hendes egen skyld, at tingene ikke har været i orden:
'At det er en forkert prioritering, er helt sikkert min fejl, og dem begår jeg som alle andre, men jeg vil gerne sige, at i alle de 40 år, jeg har lavet enorme mængder mad til andre, aldrig har været ude for, at der er nogen, som har fået ondt i maven af min mad,' skriver Camilla Plum.
Hun skriver videre på hjemmesiden, at hun regner med at åbne igen inden 14 dage.