#FreeBritney.

Under det hashtag har fans af popikonet Britney Spears i årevis plæderet for, at hun blev holdt som fange af sin fars formynderskab over hende.

Men Britney Spears selv har gået stille med dørene omkring formynderskabet – på grund af chokket, skammen og mistilliden, forklarede hun, da hun endelig talte højt til retsmødet i juni og kaldte formynderskabet for et decideret »overgreb«.

Måneden efter delte hun så selv for første gang det famøse #FreeBritney-hashtag, efter hun havde fået rettens tilladelse til at vælge sin egen advokat i kampen mod sin fars værgemål.

I slutningen af september blev Jamie Spears så officielt fjernet som Britney Spears' værge med øjeblikkelig virkning – til stor jubel for Free Britney-bevægelsen og ikke mindst Britney Spears selv.

Og nu takker den før så stilfærdige popstjerne tilmed bevægelsen.

'#FreeBritney-bevægelsen. Jeg har ingen ord. På grund af jer og jeres konstante vedholden i at befri mig fra mit formynderskab, går mit liv nu i den retning. Jeg græd to timer i nat, fordi mine fans er de bedste, og jeg ved det. Jeg mærker jeres hjerter, og I mærker mit. Så meget ved jeg er sandt!' lovpriser sangerinden på Twitter.

Tidligere har der ellers været sået tvivl om, hvorvidt Britney Spears værdsatte sine mest dedikerede fans' engagement i hendes formynderskab.

Ikke mindst da hun på Instagram udtalte sig mindre pænt om den første dokumentar, 'Framing Britney Spears', der behandlede hendes værgemål.

Det fik fans til at spekulere i, hvorvidt det overhovedet var sangerinden selv – der ellers var notorisk stille omkring den verserende retssag – der havde skrevet følgende:

'Jeg har ikke set dokumentaren, men det, jeg har set af den, gjorde mig flov over det lys, den satte mig i. Jeg græd i to uger', som det lød på Britney Spears' Instagram.

Men nu står det altså klart, at Britney Spears trods sin larmende tavshed, har sat pris på Free Britney-bevægelsen.