Hun drømmer om at få flere børn – men hun må angivelig ikke.

Den amerikanske popsangerinde Britney Spears lagde ikke fingrene imellem, da hun under en høring i sagen om det værgemål, hun er underlagt, anklagede sin far og resten af formynderskabet for at forhindre hende i at få flere børn.

Det skriver People.

»Jeg vil gerne kunne bevæge mig fremad, og jeg vil gerne have den ægte vare. Jeg vil gerne kunne blive gift og få en baby. Jeg har en spiral inde i mig, så jeg ikke kan blive gravid. De ønsker ikke, at jeg får børn – får flere børn,« påstod sangerinden under høringen onsdag og hævdede, at hun ikke må få spiralen fjernet.

FILE PHOTO: Britney Spears poses at the premiere of "Once Upon a Time In Hollywood" in Los Angeles, California, U.S., July 22, 2019. REUTERS/Mario Anzuoni/File Photo
FILE PHOTO: Britney Spears poses at the premiere of "Once Upon a Time In Hollywood" in Los Angeles, California, U.S., July 22, 2019. REUTERS/Mario Anzuoni/File Photo Foto: Mario Anzuoni
Vis mere

»Dette værgemål gør mig langt mere skade end gavn. Jeg fortjener at have et liv! Jeg har arbejdet hele mit liv. Jeg fortjener at tage en to- til tre-årig pause og gøre, hvad jeg har lyst til,« tilføjede Britney Spears, der har to sønner med eksmanden Kevin Federline, som hun blev skilt fra i 2007.

Sangerindens far, Jamie Spears, har været udpeget som sin datters værge og formynder, siden Britney Spears i 2008 blev indlagt som følge af et psykisk nedbrud.

Den seneste tid har der været forhøjet opmærksomhed på formynderskabet, da popstjernens advokater sidste år fortalte, at hun ikke længere ønsker, at hendes far skal være involveret.

Da der onsdag var høring i sagen, var det første gang, at offentligheden hørte Britney Spears selv udtale sig om værgemålet.

Demonstranter var mødt op foran retsbygningen for at støtte Britney Spears.
Demonstranter var mødt op foran retsbygningen for at støtte Britney Spears. Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

»Det, jeg har været igennem, er demoraliserende. Jeg har aldrig sagt det offentligt – jeg troede ikke, at nogen ville tro mig. Jeg lyver ikke. Jeg ønsker bare at få mit liv tilbage. Det har varet i 13 år, og det har været nok,« sagde Britney Spears ifølge People under høringen.

»Jeg ønsker bare at blive hørt. Jeg har holdt det her inde så længe nu – og det er ikke godt for mit hjerte. Jeg har været så vred, og jeg græder hver dag. For mit mentale helbred... Jeg har brug for at sige det. Vreden, det hele. Den primære årsag til, at jeg er her i dag, er fordi jeg ønsker at afslutte formynderskabet uden at blive evalueret,« fortsatte hun.

Under høringen, som blev afholdt virtuelt, fulgte også Britneys far med. I en udtalelse læst op af hans advokat lød det følgende:

»Jamie er ked af at se sin datter i så stor smerte. Han elsker sin datter og savner hende rigtig meget.«

Den 39-årige sangerinde har siden 2016 dannet par med Sam Asghari, som hun mødte under optagelserne af sin musikvideo 'Slumber Party'.

Med eksmanden Kevin Federline har Britney Spears sønnerne Sean Preston på 15 år og Jayden på 14 år.

Der er ikke taget en endelig beslutning om værgemålet endnu.