Berverly Hills-stjernen Shannen Doherty har netop fortalt, at hun endnu engang har fået diagnosticeret kræft.

Den 48-årige skuespillerinde medvirkede tirsdag i det amerikanske tv-program 'Good Morning America', og det var her, hun grædende kunne fortælle den triste nyhed.

»Det kommer alligevel ud om et par dage eller en uges tid, at jeg er på stadie fire. Min kræft er kommet tilbage,« fortalte hun og fortsatte:

»Jeg tror ikke, jeg har fået bearbejdet det. Det er en meget bitter pille at sluge.«

Shannen Doherty har kræft igen.
Shannen Doherty har kræft igen. MARIO ANZUONI

Kræft i stadie IV har spredt sig til andre organer og har dårligere overlevelse, men vil ofte også kunne blive behandlet med succes. Behandlingen er ofte kemoterapi, mens operation sjældent er mulig, skriver Kræftens Bekæmpelse på sin hjemmeside.

Shannon Doherty blev diagnosticeret med brystkræft tilbage i 2015. To år senere blev hun erklæret rask, men nu har den grusomme sygdom altså fundet vej tilbage.

»Jeg har helt klart dage, hvor jeg spørger: 'Hvorfor mig?', men så tænker jeg bagefter: 'Hvorfor ikke mig?' Hvem skulle det ellers være? For ingen af os fortjener det,« sagde hun i interviewet.

Berverly Hills-stjernen har tidligere været åben omkring sin sygdom. I november 2016 delte hun for eksempel et billede på Instagram, hvor hun sidder på en hospitalsseng med tørklæde om hovedet.

Shannon Doherty er medvirkende i de nye afsnit af Beverly Hills 90210, som blev optaget blot fire måneder efter, at hendes Beverly Hills-kollega Luke Perry døde af et slagtilfælde. Den 52-årige skuespiller døde i marts 2019.

Til 'Good Morning America' fortæller Shannen Doherty, at hun havde fået diagnosen, da optagelserne begyndte, men at hun valgte at holde sygdommen skjult for næsten alle på nær kollegaen Brian Austin Green.

En af årsagerne var, at hun vlle hædre Luke Perry, og en anden var, at hun ikke ville have, at de andre så anderledes på hende.

»Jeg havde øjeblikke med angst, hvor jeg var bange for, jeg ikke kunne klare det, men Brian var der for mig hver gang. Han ringede altid til mig inden optagelserne og sagde, at han ville have min ryg, uanset hvad der skete.«