»Jeg er ikke i tvivl om, at det er noget, jeg har gjort ved mig selv.«

Sådan siger Anne Bech om den sjældne kræftdiagnose, hun fik konstateret for et år siden.

Meldingen fra den 41-årige kendte træner og kostvejleder kommer i et større interview med 'ALT for damerne', hvor hun også fortæller sine bevæggrunde for den opsigtsvækkende melding, der ikke ligefrem bliver understøttet af lægevidenskaben.

Hun vurderer, at livet som selvstændig - samt for meget træning, for lidt mad og for meget at lave - i 2010 havde kørt hende så meget i sænk, at hun fik stress og udviklede kræft.

Anne Bech foran spejlet. Hun nyder tiden, hvor hun ikke er kemobehandling, og håret igen begynder at gro, har hun tidligere fortalt til B.T.
Anne Bech foran spejlet. Hun nyder tiden, hvor hun ikke er kemobehandling, og håret igen begynder at gro, har hun tidligere fortalt til B.T. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

En type kræft, der sidder i binyrerne, og som har spredt sig som metastaser til hjernen.

Fitnessguruen understøtter sine påstande ved at understrege, at det er binyrerne, der producerer stresshormorner, og at hun flere gange i sit liv har været nede med stress, og at hun ved hvert eneste stress-tilfælde har haft et ' kæmpe højt østrogenniveau', hvilket er kræftfremkaldende.

Hun fortæller endvidere, at hun i årene op til, at diagnosen blev konstateret i februar 2019, var totalt udkørt og plaget af voldsomme hovedpiner.

Hun sov ikke igennem om natten, og pludselig en dag faldt hun om, fortæller hun til 'ALT for damerne'.

Både hun selv og lægen vurderede, at der var tale om stress, og derfor blev hun sendt hjem med en recept på migrænepiller, der skulle formilde hovedpinerne.

Til sidst blev smerterne dog så uudholdelige, at hun blev indlagt og udredt på hospitalet, hvor kræftdiagnosen blev en realitet. Hun er siden blev opereret for svulsten i hjernen og har modtaget otte omgange kemobehandling.

I januar måned fortalte hun til B.T., hvordan hun nu havde afsluttet kemo og i stedet var påbegyndt en hormonbehandling, der skal blokere for østrogen.

»Jeg ved jo godt, at der skal et mirakel til, hvis jeg skal blive rask,« sagde hun dengang.