For fire måneder siden levede Annijamila Qvist et helt andet liv. Sammen med sin italienske mand, Alberto Tatti, og deres fireårige datter Ava boede hun i et smukt hus i badebyen The Hamptons uden for New York i USA.
Alt ændrede sig 7. december, da en læge gav den 42-årige danske kvinde den kontante besked:
»Du har kræft... I stadie fire... Og det har spredt sig.«
En aggressiv lungekræft truer hende på livet og har sat familien i et svært dilemma.
De vil gerne hjem til Danmark, hvor Annijamila Qvists familie står klar til at hjælpe i en svær tid. Men de danske læger vil ikke give hende den medicin, hun og hendes amerikanske læger ved, kan hjælpe hende.
Den 2. december blev Annijamila Qvist indlagt i isolation på et hospital i New York. I et par uger havde hun døjet med en lungebetændelse. Nu havde hun fået ondt over lænden.
Hun husker, hvordan livet gik i stå i dét sekund en synligt berørt læge troppede op på sygestuen.
»Alt stoppede.«
Annijamila Qvist havde lungekræft, og sygdommen havde allerede sat metastaser 10 steder i hendes krop. I kraniet, nakken, venstre skulder, ribbenene, rundt om binyrerne og nyrerne, oven på leveren, i tarmene og i endetarmen.
De næste sekunder beskriver hun som ‘en acceleration fra 0-100 i fight/flight-mode’.
»Det eneste, jeg tænkte, var: 'Jeg har tre måneder igen'.«
Da hendes første læge sagde, at det var 'tid til at tage hjem og få sagt farvel', havde hun allerede besluttet sig for at tage til Danmark.
Den 20. december landede den lille familie i Danmark. Siden har de levet i en form for undtagelsestilstand. Midt imellem USA og Danmark. Midt mellem dansk kræftbehandling og amerikansk kræftbehandling.
Hendes mand rejser frem og tilbage for at passe huset uden for New York, mens hun selv og datteren Ava bor i et anneks hos en af Annijamila Qvists gamle veninder.
Selvom de har lyst, kan de ikke flytte hertil permanent. For de danske læger vil ikke give Annijamila Qvist den medicin, som både hun og hendes amerikanske læger tror, er den bedste for hende.
I USA har medicinalfirmaet Novartis godkendt hende til en ny type forsøgsmedicin, der er udviklet præcis til den genmutation, der driver hendes kræft. I Annijamila Qvists tilfælde er kræften i sig selv ikke så aggressiv, men det er genmutationen til gengæld.
»Jeg blev scannet i juni, hvor jeg ikke havde tegn på kræft, men i december havde jeg metastaser i hele kroppen. Derfor er tiden essentiel, og det er standard, at mine amerikanske læger vil behandle genmutationen først,« siger Annijamila Qvist.
Novartis har fået de amerikanske myndighedernes stempel på, at forsøgsmidlet virker. I USA kan hun få medicinen gratis og ifølge Novartis, kan hun også få den med til Danmark, hvis en dansk læge vil tage ansvar for behandlingen her.
Det fortalte Annijamila Qvist, da hun kom til Danmark og mødte sin nye læge på Rigshospitalet. Responsen var meget positiv, husker hun.
»Jeg har før kun set større julelys i min datters øjne på selve juleaften,« siger hun om lægens umiddelbare reaktion.
Men et par dage senere vendte lægen tilbage med en beklagelse. Fra Rigshospitalets side havde man besluttet, at Annijamila Qvist skulle have den standardbehandling, som man tilbyder lungekræftpatienter, nemlig immunterapi eller kemo.
Den beslutning forstår hun ikke.
»Det er fuldstændig absurd, at min læge og jeg er enige om, hvad der er rigtigt at gøre behandlingsmæssigt, og så bliver vi blokeret af et bureaukratisk bagland, der synes, man skal behandle alle kræftformer ens. Det er jo helt forkert,« siger hun.
Alligevel begyndte hun 14. januar i immunterapi. Lægerne på Rigshospitalet vil give hende medicin med tre ugers mellemrum i to år. Men efter kun to gange er bivirkningerne voldsomme.
»Jeg har udslæt over 60 pct. af kroppen, jeg har føleforstyrrelser i venstre arm, smerter i brystet, og jeg har problemer med at gå, fordi knogler, muskler og nerver under mine fødder gør ondt 24 timer i døgnet. Jeg er bange for, at smerterne bliver så slemme, at jeg ikke kan fortsætte behandlingen,« siger hun.
I denne uge blev hun scannet på Rigshospitalet. Scanningsbillederne skal afsløre, om kræften har spredt sig, om den er stagneret, eller om immunterapien har fået den til at svinde ind. På mandag får hun svar. Derefter skal de danske læger beslutte, hvilken behandling de vil tilbyde fremover. Svaret afgør hendes fremtid.
Tilbyder de nu at give hende de amerikanske piller, tager det minimum en måned at søge om at få pillerne fra USA. Men hun har ikke tid til at vente.
Mens hun har været i immunterapi og fået strålebehandling i Danmark, og mens hun har været syg af bivirkninger, har hun sent om natten ledt efter et nyt lægeteam og en ny sygeforsikring, så hun kan få behandlingen i USA.
»Det har trukket tænder ud i en periode, hvor jeg har været udmattet og egentlig bare har haft brug for at føle mig sikker og tryg,« siger hun.
Annijamila Qvist vil allerhelst blive i Danmark. For sin egen skyld – og for Avas skyld. For det er her, der er rygdækning og opbakning til den trængte familie.
»Hvis jeg ikke klarer den, er Danmark det bedste sted for min mand og datter at være. Her har hun et kæmpe netværk.«
I Danmark bor Annijamila Qvists tre søstre, hendes fætter – der er »som en bror« – hendes papmor og den store håndfuld af veninder, der har vist sig som helt uundværlige støtter i kampen mod kræften.
Men hvis de danske læger ikke vil behandle genmutationen, bliver hun nødt til at forlade dem igen.
16. marts har hun en aftale med sin nye amerikanske læge om at begynde på forsøgsbehandlingen.
Selv er hun ikke i tvivl. Hendes drøm er at kunne få behandlingen i Danmark.
»Det er her, jeg er født. Det er her, jeg hører hjemme.«
I så fald vil hendes familie også endelig kunne falde til ro:
»Vi trænger til at høre til ét sted. Så kan min mand begynde at søge arbejde. Så kan vi droppe vores dobbeltliv. Og så vi kan få tid til at leve – og jeg kan få tid til at hele.«
