Fitnessguruen Anne Bech er blevet single. Den kræftsyge træner er blevet forladt af sin partner, fortæller hun til Se og Hør.

»Jeg kan bekræfte, at han er flyttet,« siger den 41-årige Anne Bech til ugebladet.

Derudover ønsker hun ikke at gå i detaljer om bruddet.

Ifølge ugebladet har hun valgt at sætte sit hus i Dragør til salg.

Anne Bech før kemo og samtalen med Caroline. Med langt hår og gudindekrop.
Anne Bech før kemo og samtalen med Caroline. Med langt hår og gudindekrop. Søren Bidstrup

Anne Bech blev i februar 2019 ramt af en sjælden kræftform i binyren, som ikke kan kureres.

Hun har tidligere fortalt B.T., hvordan hun lever på håbet:

»Jeg ved jo godt, at der skal et mirakel til, hvis jeg skal blive rask,« sagde hun så sent som i januar måned.

I den forbindelse fortalte hun også, at hun i øjeblikket har behandlingspause fra kemoen, men at hun er i hormonbehandling, da lægerne har fundet hormonreceptorer på hendes tumor.

»Så ligesom brystkræftpatienter bliver jeg blokeret for østrogen. Og det gør, at jeg er kommet i overgangsalderen og har hedeture. Lidt tidligt måske,« sagde fitnessguruen dengang og fortalte samtidig, at det sværeste ved sygdommen er hendes to børn.

»Børnene. Det er at kigge på mine børn. Frygten for at skulle miste dem. Eller i virkeligheden, at de skulle miste mig.«

Anne Bech er kendt som træner og sundhedsguru og har blandt andet været personlig træner for Mascha Vang og Christiane Schamburg-Müller.

Det var 30. april sidste år, at hun på Instagram delte den nedslående nyhed om, at hun halvanden måned tidligere var blev diagnosticeret med kræft.