Anders Breinholt begyndte 'Natholdet' for 10 år siden med titlen 'Danmarks dårligste morgenvært' på cv'et. Han red stormen af, fik opbygget et koncept, som kendte danskere i dag står i kø for at være med i, og det var først, da han sidste efterår gik ned med stress, at kurven knækkede. Her ser den 47-årige tv-vært tilbage på de første 10 år som dansk aften-tv's førstestyrmand.

»Jeg håber, at 'Natholdet' også eksisterer om 10 år. Måske med mig som vært, måske med en anden, der kører det videre på sin måde. Jeg er stolt af at have nået den her milepæl, for der er ikke mange programmer, der når så langt længere.«

Anders Breinholt viser rundt i sit 'Natholdet'-studie, der ligger i TV 2 Lorrys gamle studier. De har siden premieren 27. september 2010 holdt til forskellige steder i København, men nu er de altså havnet på Frederiksberg, hvorfra de er i gang med sæson nummer 21.

Vi taler om hans 'kronprins Frederik'-øjeblik på Smukfest, om dengang 'Natholdet' kom først med en kommentar fra Danmarks nye statsminister, men også hvordan han sidste år blev nødt til at sætte tempoet ned.

Anders Breinholt fotograferet i 'Natholdets' studie på Frederiksberg, tirsdag den 15. september 2020.
Anders Breinholt fotograferet i 'Natholdets' studie på Frederiksberg, tirsdag den 15. september 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Siden jeg startede på DR i 2001, er det jo bare gået én vej: opad. Så det er jo naturligt, at der på et tidspunkt lige kommer et knæk,« mindes han om oplevelsen forrige efterår.

Normalt går Anders Breinholt på ferie oven på en sæson af 'Natholdet', men i stedet knoklede han videre for at få en forestilling med Sofie Linde stablet på benene, og det blev til sidst for meget, så han måtte trække stikket og lade Rasmus Bjerg træde til.

»Det var jo helt udueligt af mig at tro, at jeg bare kunne fortsætte. Jeg har altid grinet af komikere som eksempelcis Jonatan Spang, der siger, at han har brug for en pause fra 'Tæt på sandheden' for at skrive et show, men nu forstår jeg. I gamle dage lavede jeg radio fem dage om ugen, uden at det var et problem, men jeg tror, at det, der skete i efteråret og henover julen, var, at det havde hobet sig op. Havde jeg stillet mig op på teatret med alle lamper lysende rødt, så var jeg brændt helt sammen, tror jeg.«

Anders Breinholt elsker at lave 'Natholdet' og er taknemmelig for alle sine trofaste medarbejdere og erkender, at han desværre ikke var den fedeste chef på det tidspunkt.

Anders Breinholt fotograferet ved Natholdets redaktion på Frederiksberg, tirsdag den 15. september 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Anders Breinholt fotograferet ved Natholdets redaktion på Frederiksberg, tirsdag den 15. september 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»De kunne godt mærke, at jeg ikke havde det godt. Jeg var kort for hovedet og generelt ikke en særlig fed kollega. Dengang kendte jeg ikke årsagen, men når man har stress, bliver man bare en anden person.«

Før 'Natholdet' var Anders Breinholt i halvandet år vært på 'Go' morgen Danmark'. Anmeldelserne var hårde, og i Ekstra Bladet blev han af læserne kåret som 'Danmarks værste morgenvært'.

»Efter mange år som radiovært på DR lærte jeg at blive rimelig kold over for sådan noget. Jeg er, som jeg er, og så kan man lide mig eller ej,« smiler han.

Du fortryder ikke, at du stoppede på 'Go' morgen Danmark'?

»Nej, men jeg har måske fortrudt, at jeg ikke blev lidt længere. Jeg drømte faktisk i foråret, at jeg lavede 'Go' morgen Danmark' med Puk Elgård i weekenden, og det kunne måske være en fed måde at afslutte cirklen på i fremtiden. Det var 'Go' morgen Danmark', der lærte mig at lave tv, og grunden til, at jeg sidder her i dag. De, der er værter nu, gør det pissegodt.«

I starten udbredte I programmet ved at bytte kopper med andre programmer. Blev det et hit?

Anders Breinholt fotograferet i Natholdets studie på Frederiksberg, tirsdag den 15. september 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Anders Breinholt fotograferet i Natholdets studie på Frederiksberg, tirsdag den 15. september 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Ja, det greb virkelig om sig. På et tidspunkt spurgte vi 'X Factor', om vi måtte få en kop til at stå foran Cutfather, der var dommer. Det lykkedes, og produceren var så sød at zoome helt ind på koppen, som om det var en Coca Cola-reklame.«

Jeres første musikalske gimmick var Hej Matematiks 'The Loser Sign' i 2011...

»Ja, de var jo kæmpestore på det tidspunkt. De spillede på Smukfest, og vi aftalte, at jeg skulle ind og præsentere sangen. Det var sent om aftenen, og jeg var ret beruset, så jeg endte med at 'lave en kronprins Frederik' og kom snøvlende ind på scenen, haha. Det var et kæmpe øjeblik.«

I 2014 fik I Christopher til at lave sangen 'First Like', der jo gav ham et helt nyt publikum...

I 2015 var Anders Breinholt og Christopher værter til Danish Music Awards. Her fotograferet på den røde løber før showstart.
I 2015 var Anders Breinholt og Christopher værter til Danish Music Awards. Her fotograferet på den røde løber før showstart. Foto: Mathias Bojesen
Vis mere

»Ja, jeg tror faktisk, det gik begge veje. De helt unge, der måske ikke kendte 'Natholdet', fik øjnene op for os. Jeg tør godt vove pelsen og sige, at det er Christophers største hit. Hver gang, jeg hører ham spille den til en koncert, får jeg kuldegysninger. Da jeg hørte den første gang, kunne jeg godt fornemme, at den kunne noget mere end bare at være en sjov sang.«

På et tidspunkt indførte I en monolog, hvor du godt kan blive lidt politisk. Er der nogle af dem, I har været efter, som har givet igen?

»Jeg synes ikke, vi har fået så mange decideret klager. Sure Facebook-kommentarer tæller jeg for eksempel ikke med. Mikkel Fønsskov var vi jo meget efter, da han var på 'Aftenshowet'. Vi kaldte ham Morten Resen-jam, fordi han lignede en, der gerne ville være Morten Resen. Til sidst kunne vi godt mærke, at det blev for meget, så vi sendte ham en kurv og beklagede, hvis vi var gået over grænsen. Mikkel har dog aldrig givet udtryk for, at det har været for meget.«

'Natholdet' blev i 2011 kåret til årets danske tv-program ved 'Zulu Awards'.
'Natholdet' blev i 2011 kåret til årets danske tv-program ved 'Zulu Awards'. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Hvem er jeres største medvært-scoop?

»Lars Ulrich. Han er jo måske den største rockstjerne, Danmark nogensinde får, så det var fedt, at han gad. Vi skulle aftale det med hans amerikanske pladeselskab og forklarede dem, at det var inspireret af Letterman og Stephen Colbert. De ville sidde med i studiet, og da vi så starter, og jeg viser et klip af en, der falder, sad de bare og rystede på hovedet. Lars grinede dog hjerteligt og har jo været sød at være med efterfølgende.«

10 år med 'Natholdet'. Kunne du tænke dig at være vært på store underholdningsprogrammer som 'X Factor' og 'Vild med dans'?

»Nej, det har jeg ikke nogen drøm om. Men jeg gad herregodt lave 'Lykkehjulet'. Mikkel Kryger er skidegod til det, men når han har lavet det i nogle år, så overtager jeg.«