Anders Breinholt stopper som vært på 'Natholdet'.

I et opslag på Facebook skriver TV 2-værten, at han forlader programmet ved årsskiftet.

Breinholt har været vært på det populære program i 11 år, men 24. december i år er det slut, afslører han.

'Tilbage i december måned sidste år gik jeg den tunge gang til programchefen og programdirektøren på TV 2 og oplyste dem, at 2021 vil blive det sidste år, jeg er vært på 'Natholdet'. Og at efteråret 2021 vil blive det sidste efterår med mig som vært på 'Natholdet'.«

'Og efteråret 2021, det er sådan set ved at være nu – så kære venner, når klokken 'slår' den 24. december 2021, så er det også sidste gang, jeg har iklædt mig et stykke beklædning med 'Natholdet's logo på,' indleder han sit opslag.

Han kommer ikke nærmere ind på, hvad der ligger bag hans beslutning, og han røber heller ikke, hvilke projekter han nu vil kaste sig over i stedet.

'Alle spørgsmål vedrørende fremtiden, dem vil du kunne få svar på i 'Natholdet' i den kommende sæson på TV 2 og TV 2 Play…,' lyder det kryptisk i opslaget.

I efteråret 2019 gik Anders Breinholt ned med stress, og han har tidligere åbenhjertigt fortalt om, hvordan han måtte aflyse alt og rydde kalenderen for at komme til hægterne igen.

Det fremgår dog ikke, om det var den forskrækkelse, der har været medvirkende til hans beslutning.

»Man skal stoppe, mens legen er god. Og det er den nu. Det har været de bedste 11 år af mit arbejdsliv,« siger han i et interview med TV2.

Han understreger også, at han efter 24. december først skal sove rusen ud efter 'Natholdet's julekalender, og derefter vil han tage en lang ferie med familien.

Anders Breinholt skriver ikke direkte i opslaget, at 'Natholdet' fortsætter med en ny vært, og dog …

Han antyder det med formuleringen om, at han 'giver stafetten videre'.

'Jeg skal sige tak til en masse mennesker, og det glæder jeg mig til at gøre senere på året, og så tuder jeg, drikker, fester og giver stafetten videre.'

I interviewet med TV 2 siger han dog direkte, at han glæder sig til at give 'borgmesterkæden' videre.

B.T. har været i kontakt med Anders Breinholts manager, der oplyser, at han ikke har flere kommentarer for nu.