Anders Breinholt overraskede torsdag aften sin medvært i 'Natholdet' med en privat udmelding.
Den 47-årige tv-vært, der for tiden kan fejre 10-års jubilæum med sit daglige aftenshow, havde bogaktuelle Casper Christensen i studiet, da han i slutningen af udsendelsen viste et klip fra 'Go' morgen Danmark'.
I klippet er en kvindelig gynækolog igennem hos vært Puk Elgård, og det sjove er så gynækologens mand, der tosser rundt i baggrunden af billedet. Manden viser sig at være overlæge i vækst og reproduktion, og det får Anders Breinholt til at fortælle Casper Christensen og seerne om sine egne planer på det område.
»Det skal siges – og det er ganske sandt – jeg skal snart steriliseres,« lyder det fra Anders Breinholt, mens Casper Christensen ser overrasket til.

Anders Breinholt joker, om det vil være en god eller dårlig ide at få operationen udført af gynækologens skøre mand, og tilføjer, at han i hvert fald har tænkt sig at være i fuld narkose, når det skal ske.
Casper Christensen får derefter lyst til at dele med Anders Breinholt og seerne, at han selv har prøvet at få et lillebitte kamera op i urinrøret.
»Det mest vanvittige er, at de presser en lille smule luft med op i urinrøret, så da jeg gik ud og tissede første gang, sagde det... (Casper Christensen laver en fløjtelyd, red.).«
Anders Breinholt kommer i 'Natholdet' ikke ind på, hvorfor han vil steriliseres, eller hvor og hvornår det skal foregå.

Han har heller ikke ydereligere kommentarer, da B.T. efterfølgende henvender sig til hans manager og hustru, Line Breinholt.
Om det er, fordi han vil undgå at gå sin gode ven og kollega Anders Lund Madsen – der til november venter sit barn nummer syv – i bedene, er derfor uvist, men på den front, har han også langt igen.
Anders Breinholt har nemlig 'kun' teenagedatteren Ellen fra et tidligere forhold. Derudover bragte hans hustru to døtre med ind i familien, da de flyttede sammen tilbage i 2013, så de altså i dag bor fem under samme tag.