Han står stolt og rørt foran det store billede fra forestillingen 'Nilens stjerne' i Eventyrteatrets lange gang. Dér, peger han i billedets centrum, står hans datter Sophia.

Stoltheden over, at både hun og hendes lillesøster er gået i fars fodspor, er dog ikke det eneste, der gør Anders Bircow rørt. Det er også visheden om, at han med sine døtre har brudt den sociale arv og gennem kærlig opmuntring givet sine døtre alt dét, han aldrig selv fik fra sin far. Anerkendelse.

»Min far skammede sig over mig, når han havde mig med til stranden. Han var jo en kraftkarl, som havde cyklet til Afrika i en alder af 21. En stærk mand, mens jeg var et astmabarn og et skravl, der ikke kunne leve op til min fars forventninger,« fortæller den 67-årige komiker og skuespiller.

»Jeg var meget syg og blev mobbet i skolen. Og så er spørgsmålet, om man bliver dernede, eller om man rejser sig igen, finder den niche, man kan gøre sig på.«

Anders Bircow foran fotoet fra 'Nilens stjerne', som hans datter Sohia spillede en af hovedrollerne i.
Anders Bircow foran fotoet fra 'Nilens stjerne', som hans datter Sohia spillede en af hovedrollerne i. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Anders Bircow rejste sig igen og står mange årtier senere i dén niche, han kunne gøre sig på.

Det er en snak om, hvad der er på anden side af ham den sjove fra Linie 3, der har ført os til Eventyrteatrets prøvelokaler i Søborg uden for København.

Her er Anders Bircow i gang med prøverne til nyopførelsen af musicalen 'Lyset i Skagen', der får premiere om nogle uger.

En rolle og en forestilling, der umiddelbart ligger langt fra dét, de fleste danskere kender ham for og som.

»Jeg har altså haft adskillige seriøse roller,« understreger Anders Bircow med løftet pegefinger og nævner sin seneste af slagsen, rollen i 'Tarzan the musical'.

»Bare for god ordens skyld var det ikke mig, der spillede Tarzan,« joker han med glimt i øjet. »Jeg spillede Jane,« fortsætter han og holder komikerens kunstpause, før han taler færdigt. »Janes far.«

Skal han tale helt færdigt, er også roller som Pablo Picasso og kroværten i 'Les Miserables' værd at nævne.

»Men man har jo sin stil, sin udstråling og talent, så der er visse ting, man bliver valgt og ikke valgt til. Sådan har alle skuespillere det.«

Han erkender dog, at de seriøse roller ikke hang på træerne de første år efter, at Linie 3 havde lagt landet ned. Af grin.

»Det var en udfordring. For var der noget, der skulle gribe hjertet, så skulle der arbejdes ekstra hårdt, fordi der var så mange grin, der lå parat.«

Især husker han forestillingen 'Blodbrødre' på Betty Nansen Teatret. Her spillede han og Preben Kristensen tvillinger, der var blevet skilt ved fødslen.

Og specielt én rørende scene fik publikum til at grine helt vildt.

At være kendt som ham den sjove fra Linie 3 spændte ben for de mere seriøse roller.
At være kendt som ham den sjove fra Linie 3 spændte ben for de mere seriøse roller. Foto: Jan Jørgensen
Vis mere

»Jeg blev sgu så ked af det,« fortæller Anders Bircow med et strejf af gammel smerte i de brune øjne og fortsætter:

»Heldigvis kom Morten Grunwald (som var teatrets leder, red.) bagefter og sagde, at grinet var i forlegenhed over, at de kendte historiens sandhed, men han – altså min rolle – ikke gjorde det.«

»Det var jeg lettet over. For min første tanke var 'åh nej, nu griner de ad ham den sjove'.«

Humoren var den planke, han som dreng klamrede sig til, da skravlet, ham, der ikke kunne leve op til sin fars forventninger, skulle prøve at rejse sig igen.

Anders Bircow indrømmer, at det i starten karrieren var svært at få seriøse roller, fordi grinet altid lå parat hos publikum.
Anders Bircow indrømmer, at det i starten karrieren var svært at få seriøse roller, fordi grinet altid lå parat hos publikum. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

En fighter kalder han sig selv.

Han prøvede af hele sit lille barnehjerte at leve op til sin fars forventninger. Men astmaen sendte skravlet til tælling hver gang.

»Selvom jeg var et ønskebarn og var elsket, kneb det med accept. Og når man angler efter den, hvor får man den så fra?«

Kimet til troen på, at han nok skulle klare sig, blev sået, da han fandt ud af, at han kunne få sin mor til at grine.

»Det var vidunderligt,« siger han og smiler ved mindet.

For det var de grin, der gjorde, at han mange år senere fandt modet til at søge ind på skuespilskolen, hvor han mødte Preben Kristensen, og Linie 3 blev den frugt, han kunne høste.

Anders Bircow er stadig Linie 3'er – og skal på jubilæumsturné med dem til jul – men livets op- og ikke mindst nedture har gjort ham til så meget andet og mere.

I stedet for at hige efter andres anerkendelse og accept tror han på, at man er sin egen lykkes smed, og hjælper gennem foredrag andre med at finde glæden og optimismen.

Igen vender tankerne tilbage til stoltheden over, at han har brudt den sociale arv. Til hans to yngste døtre, der er gået i deres fars fodspor og aldrig behøver at frygte, at han skammer sig over dem.

»Jeg anerkender mine børn dagligt, opmuntrer dem ved selv den mindste anledning,« smiler han. Og griner så lidt ad sig selv.

»På et tidspunkt troede min mindste datter Julia – som lige er blevet 11 – at hun hed 'dygtig' til mellemnavn. For hun er blevet opmuntret, opmuntret, opmuntret. Hele tiden. Men det er dét, man skal.«

Musicalen 'Lyset over Skagen' har premiere 1. august.

Andre læser også