Den amerikanske komiker Kathy Griffin har fået lungekræft.

Det offentliggør hun selv i et opslag på Twitter, hvori hun også skriver, at hun står overfor en operation, der skal fjerne halvdelen af den ramte lunge.

»Lægerne er meget optimistiske, da det er på første stadie og isoleret til min venstre lunge,« skriver Kathy Griffin.

»Forhåbentligt skal jeg ikke have kemo eller stråling efterfølgende, og jeg burde have en normal vejrtrækningsfunktion. Jeg burde være tilbage i topform indenfor en måned eller mindre.«

I opslaget understreger den 60-årige komiker og skuespiller desuden, at hun aldrig har røget, samt at hun er glad for, at hun er fuldt vaccineret mod corona.

Ikke mindst minder hun sine følgere om, at de skal huske at tjekke op på deres helbred.

I et interview til kanalen ABC News' sene nyhedsudsendelse 'Nightline' – der udkommer i fuld længe tirsdag – fortæller Kathy Griffin, at det kun er to uger siden, hun fik diagnosen.

»Jeg var helt sikkert i chok. Jeg er stadig lidt i chok, ikke i fornægtelse, men en dag vil jeg vende mig rundt til nogen og sige: 'Kan det her lort virkelig passe? Er det lige en kælling eller hvad?',« fortæller komikeren.

Kathy Griffin har både mistet sin bror Gary til kræften i 2014 og sin søster Joyce i 2017.

Da søsteren gennemgik kemoterapi barberede Kathy Griffin sit hår af i sympati med søsteren, der gik bort blot to måneder senere.

Nu er Kathy Griffins så selv blevet ramt af sygdommen i sin venstre lunge.

Men den 60-årige komiker er heldigvis fortrøstningsfuld omkring sine egne chancer.