Alec Baldwin vil ikke blive tiltalt for at skyde 'Rust'-instruktøren Joel Souza, på trods af, at han blev ramt af den samme kugle som Halyna Hutchins.

Det skriver TMZ, der har været i kontakt med anklagemyndigheden i Santa Fe, som efter sigende – ved udgangen af januar – vil tiltale skuespilleren for uagtsomt manddrab.

Til mediet oplyser anklagemyndigheden nemlig, at der simpelthen ikke er tale om en forbrydelse, når det kommer til Joel Souzas tilfælde.

Den eneste måde at karakterisere situationen skulle nemlig være som en »utilsigtet hændelse«, fordi Alec Baldwin ikke havde til hensigt at såre nogen.

Tragedien skete i oktober 2021 under optagelserne til filmen 'Rust'.

Her var Alec Baldwin efter sigende uvidende om, at der var skarpladte patroner i den pistol, han skulle affyre i forbindelse med en scene, og endte med at affyre et skud, der ramte både Joel Souza og filmfotografen Halyna Hutchins – og som endte med at være dødeligt for sidstnævnte.

Halyna Hutchins blev 42 år. Hun mistede livet i oktober 2021, da hun i sit arbejde som filmfotograf på 'Rust' ved et uheld blev skuddræbt af hovedrolleindehaveren Alec Baldwin.
Halyna Hutchins blev 42 år. Hun mistede livet i oktober 2021, da hun i sit arbejde som filmfotograf på 'Rust' ved et uheld blev skuddræbt af hovedrolleindehaveren Alec Baldwin. Foto: SWEN STUDIOS
Vis mere

I kølvandet på, at det kom frem, at skuespilleren bliver tiltalt for uagtsomt manddrab, beskrev hans advokat, Luke Nikas, beslutningen som »et forfærdeligt justitsmord«.

Foruden Alec Baldwin bliver medarbejderen, der havde ansvaret for rekvisitterne til filmen, Hannah Gutierrez-Reed, ligeledes tiltalt.

Bliver de kendt skyldige, risikerer de hver op mod halvandet års fængsel og en bøde på op til 5000 dollar.

En tredje person, instruktørassistenten David Halls, har allerede indgået et forlig med anklageren, der handler om skødesløs omgang med et farligt våben.