Skuespilleren Alec Baldwin bliver tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en filmfotografs død under optagelse af filmen 'Rust'.

Det oplyser The Wall Street Journal og andre amerikanske medier.

Anklagemyndigheden i den amerikanske delstat New Mexico forventes at annoncere sigtelsen i løbet af torsdag.

»Efter en grundig gennemgang af beviserne og lovene i staten New Mexico har jeg fastslået, at der er tilstrækkeligt med beviser til at rejse tiltale mod Alec Baldwin og andre personer fra »Rust«-filmholdet,« siger anklager Mary Carmack-Altwies.

Tragedien skete i oktober 2021, hvor fotografen Halyna Hutchins blev dræbt, og instruktøren Joel Souza blev såret.

Alec Baldwin har tidligere forklaret, at han ikke var klar over, at der var skarpe patroner i pistolen.

Ifølge The Wall Street Journal forventes det også, at personen, der gav Alec Baldwin pistolen, Hannah Gutierres Reed, også vil blive tiltalt for uagtsomt manddrab.

Mediet oplyser også, at den assisterende instruktør på 'Rust'-settet, David Halls, vil erkende sig skyldig i uagtsom brug af våben. Han skulle også have været i besiddelse af pistolen før, den blev givet videre til Alec Baldwin.

Halyna Hutchins familie lagde i februar 2022 sag an mod Alec Baldwin og produktionen, fordi familien mente, at »skødesløs opførsel og nedskæringer« var skyld i dødsfaldet.

Alec Baldwin har også lagt sag an mod produktionen, fordi han hævder, at han stolede på, at de havde styr på sikkerheden.