Den våbenansvarlige på filmen 'Rust' blev set-up, og der er blevet fabrikeret beviser, som får hende til at se skyldig ud.

Sådan lyder påstanden i hvert fald fra advokaten til Hannah Gutierrez-Reed, der som bekendt var ansat som værende ansvarlig for det våben, der for få uger siden blev brugt af Alec Baldwin til at skyde og dræbe filmfotografen Halyna Hutchins.

Det skriver New York Post, som har fået fingrene i en skriftlig udtalelse fra advokaten, Jason Bowles.

»Vi beder om en fuld og nøje udført efterforskning af alle aspekter i sagen – deriblandt af de skarpe patroner, og hvordan de endte på settet,« siger advokaten i udtalelsen.

Her ses et billede af Alec Baldwin efter den tragiske ulykke, han nu er blevet sigtet for uagtsomt manddrab for.
Her ses et billede af Alec Baldwin efter den tragiske ulykke, han nu er blevet sigtet for uagtsomt manddrab for. Foto: Jim Weber
Vis mere

En udtalelse, som kommer kort efter, at Hannah Gutierrez-Reed onsdag blev afhørt af politiet.

»Vi er overbeviste om, at dette handler om sabotage, og at Hannah bliver udpeget som syndebuk, selvom hun er uskyldig. Vi tror, at der blev rodet med gerningsstedet, inden politiet kom,« lyder det fra advokaten.

Han deler i sin udtalelse ikke nogen beviser for sine påstande.

Advokaten har dog tidligere udtalt, at episoden kan være forårsaget som følge af utilfredshed blandt medarbejdere på settet.

Halyna Hutchins blev 42 år.
Halyna Hutchins blev 42 år. Foto: SWEN STUDIOS
Vis mere

Ifølge advokaten var produktionen præget af sikkerhedsproblemer, hvilket – ifølge ham – kan have medført, at nogen har proppet skarpladte patroner i våbnet for at understrege, hvor grelt det stod til.

»Jeg tror på, at de, der kunne finde på at sabotere et filmset på denne måde, ville gøre det for at understrege en pointe og for at fortælle, at de er utilfredse,« har han udtalt.

Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med ulykken, som fandt sted 22. oktober.

Onsdag kom det frem, at Alec Baldwin er blevet sagsøgt af en kollega for uagtsomhed på settet.

Kollegaen, der var belysningstekniker, mener blandt andet, at Alec Baldwin undlod at overholde sikkerhedsreglerne ved at pege våbnet mod andre mennesker.

Læs mere om søgsmålet her.