Partnervold. Polititilhold. Psykisk sygdom.

Udfordringerne har været mange og forskelligartede for sangeren Aaron Carter, og nu er der endnu en ting, han skal igennem.

Han fortæller nemlig, at hans kæreste, Melanie Martin, har mistet parrets fælles barn.

Parret berettede om de triste omstændigheder i en livestreaming på YouTube, som de sammen lavede mandag. Her fortalte de to også, at de havde fundet sammen igen, efter de med meget drama gik fra hinanden tidligere på året.

En af årsagerne til, at Melanie Martin, som ses herover, mistede sit barn, er stress, lyder det fra den 32-årige Aaron Carter.

Han og Martin var tidligere forlovede, men stoppede deres forhold i slutningen af april. Det skete, efter Melanie Martin i marts blev anholdt for at have udsat Carter for vold.

Da parret gik fra hinanden, satte Aaron Carter spørgsmålstegn ved, om han overhovedet var far til barnet, og han rykkede hurtigt videre – i hvert fald for en stund.

I maj viste Carter så en ny kvinde ved navn Victoria Alexeva frem som sin kæreste, men i livestreamingen denne uge sagde han, at han ikke aner, hvad hun laver nu, og at han heller ikke er interesseret i hende længere.

Sanger Aaron Carter i et arkivfoto fra 2005.
Sanger Aaron Carter i et arkivfoto fra 2005. ROBERT GALBRAITH

Hun var bare en, han brugte for at komme sig over bruddet med Melanie Martin, der blandt andet er kendt som Instagram-model.

Sangeren, som er kendt for sit hit 'Candy', siger, at Martin nu skal komme sig over oplevelsen, og så kan det være, at de igen kaster sig over at få et barn.

Ifølge ham selv bliver han en god far, selv om hans privatliv har været fyldt med problemer. Blandt andet da storebror Nick Carter, der er kendt fra boybandet Backstreet Boys, og hans søster fik et polititilhold mod ham.

Derudover er han blevet diagnosticeret med skizofreni, angst og personlighedsforstyrrelse i slutningen af sidste år.

Foruden de store udfordringer med sygdom og familieproblemer har Aaron Carter trukket overskrifter i en række andre tilfælde.

Eksempelvis da han forsøgte at sælge nøgenbilleder af sig selv på nettet, fik en ansigtstatovering med Melanie Martins navn, og da han døsede hen i endnu en live-sending, hvor fans blev så bekymrede, de ringede efter en ambulance.

Nyheden om, at parret ventede et barn, kom kun en måned efter, at Melanie Martin blev anholdt for at have været voldelig over for sin dengang forlovede.

Hun skulle betale 50.000 amerikanske dollar svarende til mere end 327.000 danske kroner i kaution for at komme ud af fængslet, skriver TMZ.