»Det er, hvad vi begge vil.«
Sådan lød det for mindre end en måned siden, da Aaron Carter afslørede, at han og kæresten Melanie Martin ventede barn sammen.
Det tyder dog på, at Melanie Martin må klare graviditeten alene.
Den skandaleombruste sanger har nemlig ifølge Daily Mail droppet Melanie Martin - og endda allerede skiftet hende ud med en ny. Ifølge det britiske medie hedder den nye kæreste Viktoria Alexeva.
Og det virker ikke til, at Aaron Carter er en super tålmodig mand, når han er forelsket.
I hvert fald har den 32-årige sanger allerede vist hende frem til sine 518.000 følgere på Instagram.
'En helt er én, som heler sine egne sår, og så viser andre, hvordan de gør det samme,' skriver Aaron Carter i opslaget.
Opslaget er krydret med et billede, hvor man kan se sangeren stå i bar overkrop sammen med sin nye flamme.
Det er måske ikke helt overraskende, at kærligheden mellem Aaron Carter og den fem år yngre Melanie Martin ikke holdt.
Forholdet har nemlig været yderst kaotisk.
Tilbage i marts blev politiet for eksempel tilkaldt som følge af husspektakler, hvilket endte med, at Melanie Martin blev anholdt og sigtet for partnervold.
Parret gik efterfølgende fra hinanden, men fandt sammen igen og kunne dele de glædelige babynyheder i april. Glæden varede dog altså ikke længe.