Babylykken er lunefuld.

I hvert fald, hvis man hedder Aaron Carter og Melanie Martin, som for en uge siden kunne byde deres søn velkommen.

Nu er sønnen nemlig blevet skilsmissebarn, for parret har besluttet at gå hvert til sit.

Det har Aaron Carter meddelt verden i en strøm af bombastisk tweets.

»Af personlige årsager har Melanie Martin og jeg besluttet at gå hver til sit,« skriver han.

Han fortæller endvidere, at Melanie Martin, der nu omtales som hans eksforlovede, har løjet og kommunikeret med Carters tvillingesøster, Angel, som sangeren ikke har mange varme følelser for.

»Hun kendte mine grænser og vidste, at hun ikke skulle snakke med en særlig halvdel af min familie, som forsøger at fremstille mig som et psykotisk menneske og pædofil,« skriver han.

Ifølge Aaron Carter har han aldrig før været så knust og følt sig så forrådt. Han skriver endvidere, at det er en forfærdelig situation for sønnen Prince Lyric Carter. Han vil nu gå rettens vej for at få lov til at se sit barn.

Aaron Carter er lillebror til Nick Carter, som er kendt fra Backstreet Boys.

Selv har han også fiflet med musikkens verden som rapper, sanger og producer, ligesom han også har spillet med i en række mindre kendte film.

Forholde mellem Melanie Martin og Aaron Carter har været ganske stormfuldt.

De to fandt sammen i januar 2020, men gik fra hinanden i marts efter en episode i Aaron Carters hjem, som førte til at han blev anholdt for vold i hjemmet.

I juni var de dog sammen igen, og samme måned blev de forlovede. Men til alters nåede de altså ikke, før det nu er slut - igen.