Mikkel Bødkers drømmemål, russerbacken Philip Larsens ifølge landstræner Heinz Ehlers’ »outstanding præstation«, fem powerplay-mål og hårdt arbejde gennem alle 60 minutter.

Det var en lille håndfuld af de ting, man vil huske fra OL-testen i Rødovre Centrum Arena, da Danmark lørdag aften udklassede Frankrig 8-2 (2-1, 4-1, 2-0) og blev klappet fra isen af et begejstret publikum, som om OL-billetten allerede var udskrevet.

»Det er mange ting, jeg er tilfreds med,« siger Heinz Ehlers. Men selv om han har grund til optimisme og disponerer over et hold med et hav af stjerner, tager han intet for givet.

»OL-kampene mod Slovenien og Norge bliver ikke »a walk in the park«, hvis nogen skulle tro det,« lyder det advarende og med stor respekt for de olympiske rivaler.

Især to spillere imponerede ham. Mikkel Bødker, der stod for kampens smukkeste detalje – et brag af et mål på et slagskud af en anden verden – og Philip Larsen, som til daglig brillerer for Salavat Yulaev Ufa i den russiske liga, KHL.

»Det er dejligt at se, hvordan Mikkel Bødker har fået spilleglæden tilbage, efter han er kommet tilbage til Europa (schweiziske Lugano, red.). Den version, vi så af Mikkel i VM, fortsatte han med i aften,« siger Heinz Ehlers.

»Det er ikke så tit, vi ser Philip Larsen (tre assist, red.), men hans præstation i aften var outstanding.«

De franske frustrationer og mange udvisninger irriterede Heinz Ehlers.

»Det er fint nok med fem powerplaymål. Et signal til kommende modstandere, at vi har dygtige individualister. Men i en træningskamp vil jeg hellere spille fem mod fem,« siger han.

En spiller som Nikolaj Ehlers var udsat for en decideret svinestreg. En checking to the head sendte ham i isen og kostede Antoine Roussel fem minutter plus game misconduct – og to danskermål i overtal.

Antoine Roussel har netop skiftet fra Vancouver Canucks til Arizona Coyotes og er en af de fem nuværende eller tidligere NHL-spillerede på det franske hold, så modstanderne var ikke nogen billig kulisse for den danske opvisning. Frankrig er nr. 15 på verdensranglisten, tre pladser under Danmark.

Nicklas Jensen startede scoringen i bedste VM-stil, men havde fået et slag på skulderen og skånede sig i de sidste to perioder, hvor Jesper Jensen gik ind i kæden med Peter Regin og Mikkel Bødker.

Danmark slutter OL-forberedelserne mandag mod Sydkorea i Herning og rejser tirsdag til Oslo, hvor den første OL-kamp bliver på torsdag mod Slovenien.